lørdag den 25. november 2023

 

Genbrug.

Er det nu en god ide?

Vores kristne opdragelse har indprentet os at være gode, gode mod hinanden, og i øvrigt gøre noget godt.

Der er rigtig mange måder at være god på.  Vi skal være gode mod dyrene. Vi skal også være gode mod naturen, og vi skal da ikke glemme at være gode mod klimaet.

 

En længere artikel i min daglige avis gennemgik forleden tøjproduktion.

For blot at producere et par bukser skal der bruges meget vand, kemikalier o.s.v.

Og der produceres rigtig meget tøj, der i vor velhavende del af verden kasseres uden at være slidt op.  Derfor er man god, eller får en følelse af godhed ved at genbruge.

Mange føler sig ligefrem gode ved at gå dårlig klædt i genbrugstøj.

 

Jeg skal ikke tage stilling til grimt eller pænt.  Det er personlige valg.

Men hvad skete, hvis mange eller alle benyttede sig af genbrug og tøjreparation.

Der ville blive stor arbejdsløshed i de fjerne lande, der fremstiller billigt tøj.  Bomuldsmarker ville blive færre og mange landmænd ville miste indtægter.

 

Aftenshowet, der er DR´s svar på Ekstrabladet, havde forledes besøg af en god mand. Han fortalte om genbrug. Han benyttede sig enten af genbrug eller køb af noget, der kunne holde rigtig længe.

Det var en mand med de p.t rigtige meninger.

Vi fik ikke at vide, hvad han i øvrigt brugte penge på.

I aftenshowet kommer der hver dag et eller andet mere eller pseudoproblem, der så diskuteres af indbudte kendisser afbrudt af sms´er. Denne dag var det altså genbrug, der var til diskussion.

Vi har jo en kedelig tendens til at købe og smide væk. Det er et velstandsproblem. Det er lidt umoralsk og kræver brug af unødige resurser.

Genbrug og reparation er altså en god ide.

Det er især en god ide, hvis man er fattig eller mindre rig, men de meningsdannere, der optræder i TV, hører sjældent til de mindre bemidlede, så deres tale om genbrug kan virke lidt hul. Hvad skal de ”sparede” penge så bruges til?

Opsparing, donationer til fattige børn i Afrika, eller kattens værn? Hvis man køber oksekød, så er man ikke god mod klimaet. Hvis man rejser, så må det helst ikke være med fly. Hvis man kører i bil, så forurener man. Hvis man ryger, så tjener staten kassen.

Men rødvin da? Det kan nydes, men ikke genbruges. Hvis man drikker for meget rødvin, er det ikke sundt.

 

Hvis man virkelig benytter sig af genbrug, undlader at rejse, undlader god mad o.s.v. så vokser formuen i banken, og hvad så? Opsparingen kan ikke genbruges, med mindre den investeres, så der bliver råd til at opfylde diverse ønsker, såsom måske nyt smart tøj, gode bøffer, rejser m.v.

Nyt smart tøj gavner jo de fattige lande, bøfferne gavner landmanden, rejserne gavner de lande, turister søger.

Forbruget holdet hjulene i gang både ude og hjemme. Er det godt eller dårligt.

 

Nye overenskomster betyder som regel lidt mere i løn, så man kan bruge lidt mere. Det kommer der jo ikke mere genbrug ud af.

Personligt kunne jeg godt bruge mere end jeg gør, men så god er jeg ikke.

Jeg sparer lidt op, så der er råd til . .ja til hvad?

 

Måske til rejser, nyt tøj, røde bøffer, ny elbil m.v.

Men jeg optræder heller ikke i Aftenshovet. Jeg er ikke god nok.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar