Livstråde

Livstråde.

Af forskellig længde.

Urd, Verdande og Skuld sad under Yggdrasil og spandt livstråde. De sørgede også for vand til Yggdrasil, livets træ.

Det er en del af asatroen.

Når vi taler om skæbnen, er det et lidt diffust begreb. Nornerne omtales som skæbnegudinder.

Vi kan trække på smilebåndet af ”skæbnen”, men mon ikke mange alligevel tror lidt på skæbnen. Der må jo være en forklaring på, hvorfor dette og hint sker.

Hvorfor lige ham? Hvorfor ikke lige mig.

Da jeg som lille boede hos min farmor, fortalte hun, at jeg havde en skytsengel. Englen var usynlig, men var hele tiden bag mig og passede på. Det troede jeg selvfølgelig på, og denne skytsengel reddede mig flere gange. Det var jeg overbevist om.

Når man bliver ældre, begynder venner og bekendte at blive syge, at gå bort, og man sidder tilbage og tænker: Hvorfor lige ham eller hende.

Der efterlades lidt tomhed .

Man kommer til at tænke på ”Vort modersmål..” ”segned om på nornens bud”

De ”gamle” kunne trøste sig med, at Skuld var årsagen, tråden var nu en gang ikke længere.

Jeg ved heldigvis ikke, hvor lang min tråd er. Skuld har åbenbart spundet en lidt længere tråd til mig end til så mange andre.

Det kan jo også være, at min barndoms skytsengel stadig passer på.

I dag skinner solen fra en frostblå, klar himmel, og jeg er taknemmelig for endnu en dejlig dag.

Billede fra Madeira 2015

En hjælpende hånd

Når nøden er størst…

Vi havde købt et rækkehus på 68 m2. Tidligere ejere havd esyntes, at 68 m2 var for lidt, så de byggede et udestue til huset på 20 m2. Det var ikke håndværksmæssigt det bedste byggeri, jeg har set, men det fungerede og det blev rammen om et kontor, et skriveværksted i forbindelse med vores beskedne virksomhed.

Det var den gang et lille trykkeri bestod af en elektrisk sværteduplikator.

Vi vidste godt, at tilbygningen var ”ulovlig”, men det tænkte vi ikke nærmere over. Vi var glade for at have fået eget hus og glade for de ekstra 20m2.

Det gik godt et stykke tid, men så en dag dukkede borgmesteren op for at meddele, at naboen havde klaget til indenrigsministeriet over den ulovlige tilbygning, så borgmesteren bad os rive tilbygningen ned. Vi skulle dog lige lave en del festsange til ham før vi begyndte nedrivningen.

Jeg er ikke tilhænger af at tale om private ting, når jeg underviser, men det må jeg have gjort, for efter en time kom ”Peters far” og ville høre nærmere. Han boede i nærheden og var en dygtig handyman.

 Vi laver da bare et nyt værelse i stedet for vinterhaven, sagde han.

Når man lige har købt hus og med lodder og trisser havde skrabet de nødvendige kroner sammen til udbetalingen, så lå tanken om byggeri mig fjernt.

”Jeg kommer en af dagene”, sagde han så, men byggematerialerne må du selv betale.

Og så kom Peters far og ret kort tid efter var det lille rækkehus forsynet med et ekstra og lovligt, værelse på ca 6 m2.

Hvordan pokker siger man tak til en Peters far?

En del af takken er i alt fald det positive minde.

En hel del år senere flyttede vi ind i et andet hus et andet sted og diverse venner blev inviteret for at se huset.

”Svend” syntes, at huset var udmærket, men der burde laves en ny indkørsel, en rigtig flisebelagt indkørsel.

Vi havde købt huset i dyre domme og havde faktisk ikke råd til det, så tanken om et større anlægsarbejde, det handlede om ca 100m2, det havde vi ikke råd til.

”Du køber fliser og grus, det kan du få på klods, så kommer jeg  og laver det”

Det var et større arbejde, der omfattede ændring af afløb, afretning m.v.

Men Sven kom og vi blev færdige. Som gammel skolelærer var mit job at gå til hånde.

Hvordan siger man egentlig tak til en Svend.

Verden går under

Det må siges at være en selvfølge. Intet varer evigt.

I alle trosretninger er der historier om jordens undergang.

Det, at det nok sker lidt tidligere end ”beregnet”  eller forventet er menneskenes skyld.

Videnskabeligt kan man fortælle om viden, der falder godt sammen med de gamle beretninger, der var præget af dels naturens magt, dels menneskers ageren.

I fortællingerne om Ragnarok er det naturkatastrofer, som de tre fimbulvintre og den verdensomspændende brand. Sprogforskere har bl.a. oversat ordet Ragnerok  til ”De herskende magters skæbne”

I Johannes evangeliet kan vi læse om Hermageddon, hvor det gode og det onde kæmper.

Men hvad kan videnskaben så egentlig fortælle.?

Der tales meget om Co2, men mindre end overbefolkning. Jeg mener, at det er her det største problem ligger, og den stigende befolkning ødelægger naturens balance.

I fortællingerne om Ragnarok hører vi om fimbulvintre. Vi hører meget om global opvarmning, men den ene katastrofe udelukker ikke den anden.

Hvis golfstrømmen ændrer forløb, måske under indflydelse af den globale opvarmning, så bliver der godt nok koldt i nord. En lille sejltur til nordpolen vil man så kun kunne læse i historiebøgerne.

Vi leder efter vand på Mars, men alt for mange steder på jorden leder man allerede nu efter vand. Moderne videnskab kan bygge afsaltningsanlæg, men de kan ikke følge med i en befolkningsforøgelse på 1million mennesker om dagen.

”Når krybben er tom, så bides hestene”, som man siger. Er mennesker anderledes? Nej, mennesker  er værre.

Når det kommer til noget så simpelt som vand, der er for lidt af, så er der kun krig til at løse problemet.

Sahara har længe bredt sig mod syd og mod nord. Hvor længe er der mon tilstrækkelig med vand i den sydlige del af Spanien?

For 30 år siden troede de fleste, at oliereserverne var ved at udtørre. De er ikke det store problem i dag, men det er vandmangel.

Kombinationen af overbefolkning og vandmangel fører uvægerlig til sultkatastrofer. Millioner af mennesker opretholder livet på grund af massiv fødevarehjælp, men kan det blive ved.

Da jeg som ung lavede forsøg med mus, for at se, hvordan ”naturen” regulerede, var det en øjenåbner. ”Rasmus” og ”Gitte” fik mange børn, når der var mad nok og plads nok.

Da jeg på et tidspunkt ikke længere gav dem mere plads og mere mad, fortsatte de med at formere sig, men det ”humane” forsvandt og selvopholdelsesdriften tog over. Det var ikke et kønt syn at se forældre dræbe og æde deres unger for at overleve.

Ragnarok er nok ikke lige om hjørnet, men kursen er sat. Et par millioner ekstra migranter i Europa giver spændinger, der vokser, men det er kun begyndelsen, desværre.

Det løser ikke problemet med overbefolkning, mangel på vand og lande, der ikke længere kan brødføde sig selv.

Vi må slå os til tåls med, at vi ikke kan løse problemet, som vi med åbne øjne er med til at forøge.

Lidt trøst er der at hente i historierne om Ragnarok. Verden overlever, og en mand og en kvinde overlever og skaber en ny verden fra grunden.

En suppehøne

Min farmor lavede hønsekødssuppe. Der var grøntsager i og store fedtperler på. Det begyndte med, at vi gik ned i hønsegården, fangede en høne, huggede hovedet af og tog hønen med op i køkkenet.

Den blev skoldet, plukket, svitset og renset.

Som lille syntes jeg det var morsomt at skære kråsen over, se de ikke udviklede æg og i øvrigt få forklaring på lever, hjerte o.s.v.

Jeg lærte meget af min farmor. Hun legede aldrig med mig som lille, men satte mig hele tiden i gang med snart det ene, snart det andet.

En suppehøne. Hønsekødssuppe lavet fra bunden med klare fedtperler på. Det kan jeg lide.

Nu om stunder tager man en frossen and op fra montren i supermarkedet.  Det er let, og hvis børn står i køkkenet, når den tilberedes, lærer de ikke noget.

Vi besøgte nogle forældre, der fortalte, at sønnen lige havde købt et hus, som lå ret tæt ved forældrenes hus. Om vi ikke ville se det? Jo da, gerne, så efter kaffen gik vi en tur for at se sønnen, hans unge kone, huset og deres lille nyfødte.

Vi blev vist rundt, og så, at der i haven var hønsehus med 3 høns.

Vi fik at vide, at hønsene fulgte med huset, og at det unge par gerne ville af med dem.

Og så gik snakken om suppehøner, hjemmelavet hønsekødsuppe med fedtperler o.s.v.

Det er i øvrigt ikke altid let at købe en ordentlig høne. Kyllinger er der mange af i forskellig størrelse, og man  må  tro, efter udbuddet, at kyllingerne aldrig når at blive voksne.

Der står sjældent høne på mærkaten.

Måske tror folk, at hvis det er en høne, altså en fuldvoksen en af slagsen, der ikke længere producerer æg hver dag, så er den ikke til at spise.

Det lykkedes dog forleden at få en suppehøne i et supermarked. En rigtig høne, der skal koge i lang tid for at blive mør og lækker.  men jeg tror, at vi blev snydt, for det var en gammel forvokset dværghøne, viste det sig, da vi kom hjem. Der var ikke meget kød på.

Nå ja, man kan jo ikke forvente så meget, når man løber efter et billigt, meget billigt tilbud.

Men det er svært nu om dage at få en rigtig gammeldags suppehøne. Man må vist ikke købe en sådan hos landmanden. Det er noget med fødevarekontrol, der hindrer almindelige mennesker i at få ordentlige fødevarer. Fødevarer skal jo helst være sterile, smagløse og gennemkontrollerede.

Jeg må dog medgive, at man, hvis man gør sig umage, kan finde en god høne, men så er man til gengæld ved at blive ruineret.

Men jeg kan godt altså godt lide en friskslagtet suppehøne.

”Jamen hvis i ikke vil have hønsene, så vil jeg da gerne”, sagde jeg så. Det blev sønnen tilsyneladende glad for, og så talte vi ikke mere om det.

Et par dage senere stod jeg i et supermarked sammen med min hustru for at købe noget mad, der den dag ikke skulle være kylling eller høne, og så ringede telefonen.

Om det var rigtigt, at jeg ville have et par levende høns? Ja, svarede jeg hurtigt. Du kan komme og hente dem i dag eller i morgen, men husk at tage en økse med.

En halv time senere ankom min hustru og jeg for at indfange og halshugge et par høns.

Min hustru fandt meget hurtigt på noget, hun skulle hjælpe med inde i huset, for hun bryder sig ikke om hovedløse høs, der løber rundt, bløder og basker med vingerne. Den unge hustru fandt hurtigt ud af at den lille skulle skiftes.

Den nybagte husejer og jeg gik så ned i hønsegården.

Jeg var bevæbnet med økse, huggeblok og forklæde.

Da vi nærmede os hønsehuset blev hønsene urolige som de kunne mærke, at timen var nær.

De var svære at fange. Når vi stod i det ene hjørne fløj de hurtigt over i det andet. Der begyndte også at ligge fjer der, hvor vi havde været lige ved at få ordentlig fat.

Det lykkedes at fange en høne, og jeg lod som om jeg vidste besked, tog fat i vingerne og gik hen til blokken.

Man får lidt ondt af sådan en høne, der ligger med hovedet på blokken og stirrer stift på ham med øksen. I et kort øjeblik tænker man på at blive vegetar, men så tænker man på  hønen, der ligger i suppegryden og på de blanke fedtperler.

Den mistede hovedet, og lå absolut ikke stille efter at hovedet var havnet på græsplænen.

Det var lidt lettere med de næste to høns. De var heller ikke lette at fange, men det blev overstået.

Nu ligger der to suppehøns i garagen, og i morgen skal der så skoldes, plukkes, renses o.s.v.

Jeg er sikker på, at min kone, når det er overstået, vil sige:

Næste gang går vi ned i supermarkedet og køber en kontrolleret, frossen stor kylling, og så kalder vi den bare suppehøne, for i virkeligheden er kyllingen nok en høne.