Bistandshjælp
til politikerne.
En demokratisk udfordring.
Fra jeg var 18 år gammel har jeg været
medlem af et politisk parti. Vælgerforeningerne sørger for at finde
og støtte kandidater til kommuner, regioner og Folketing. Det er en
del af demokratiet, at de enkelte borgere bestemmer, hvem der skal
repræsentere vælgerne. Det er sundt. Som medlem af en
vælgerforening har man indflydelse og medbestemmelse.
Vælgerforeningernes medlemmer gør et
stort og frivilligt arbejde i forbindelse med bl.a. valg med
økonomisk støtte, plakatopsætning, events o.s.v.
For efterhånden en hel del år siden
besluttede folketingets partier, de fleste i alt fald, at indføre
partistøtte. Det begyndte med ret små beløb for at støtte
partiernes administrative arbejde på Christiansborg, og det har
udviklet sig siden.
Vælgerforeningerne, der hidtil havde
været den økonomiske støtte for det enkelte parti, fik med de
offentlige tilskud til politikerne mindre betydning, og
medlemstallene blev mindre. Hvorfor dog betale kontingent til en
vælgerforening, når staten betalte?
Det har udviklet sig til, at der gives
millioner i tilskud, partistøtte, også til partier, der ikke er
repræsenteret i Folketinget, ja sågar til enkeltpersoner som Rasmus
Paludan og Klaus Riskær.
De enkelte partier skal lave og
offentliggøre deres regnskaber hvert år, så man kan se beløbene.
Der er partistøtte med udgangspunkt i
antallet af afgivne stemmer og der er særlig partistøtte til
politikerne på Christiansborg til sekretærer, spindoktorer m.v.,så
vælgerforeningernes økonomiske bidrag er blevet af beskeden
betydning.
I et af partiernes regnskab for et par
år siden kunne man se, at partiets indtægter var 52 millioner.
Medlemmerne betalte 5 millioner, altså 10%!
Partistøttens 33 kr pr afgiven stemme
blev alene til 117 millioner. Hertil kan lægges øvrige
støtteordninger.
Vælgerforeningerne, der ofte omtales
som baglandet, har altså mindre betydning end tidligere. Det er synd
for demokratiet.
Bistandshjælp skal gives til personer,
der har brug for samfundets hjælp og støtte. Hvorfor gives så
bistandshjælp til politikerne?
Om jeg stadig er medlem af et politisk
parti? Det er underordnet.