mandag den 25. september 2023

 

Bistandshjælp til politikerne.

En demokratisk udfordring.

Fra jeg var 18 år gammel har jeg været medlem af et politisk parti. Vælgerforeningerne sørger for at finde og støtte kandidater til kommuner, regioner og Folketing. Det er en del af demokratiet, at de enkelte borgere bestemmer, hvem der skal repræsentere vælgerne. Det er sundt. Som medlem af en vælgerforening har man indflydelse og medbestemmelse.

Vælgerforeningernes medlemmer gør et stort og frivilligt arbejde i forbindelse med bl.a. valg med økonomisk støtte, plakatopsætning, events o.s.v.

For efterhånden en hel del år siden besluttede folketingets partier, de fleste i alt fald, at indføre partistøtte. Det begyndte med ret små beløb for at støtte partiernes administrative arbejde på Christiansborg, og det har udviklet sig siden.

Vælgerforeningerne, der hidtil havde været den økonomiske støtte for det enkelte parti, fik med de offentlige tilskud til politikerne mindre betydning, og medlemstallene blev mindre. Hvorfor dog betale kontingent til en vælgerforening, når staten betalte?

Det har udviklet sig til, at der gives millioner i tilskud, partistøtte, også til partier, der ikke er repræsenteret i Folketinget, ja sågar til enkeltpersoner som Rasmus Paludan og Klaus Riskær.

De enkelte partier skal lave og offentliggøre deres regnskaber hvert år, så man kan se beløbene.

Der er partistøtte med udgangspunkt i antallet af afgivne stemmer og der er særlig partistøtte til politikerne på Christiansborg til sekretærer, spindoktorer m.v.,så vælgerforeningernes økonomiske bidrag er blevet af beskeden betydning.

I et af partiernes regnskab for et par år siden kunne man se, at partiets indtægter var 52 millioner. Medlemmerne betalte 5 millioner, altså 10%!

Partistøttens 33 kr pr afgiven stemme blev alene til 117 millioner. Hertil kan lægges øvrige støtteordninger.

Vælgerforeningerne, der ofte omtales som baglandet, har altså mindre betydning end tidligere. Det er synd for demokratiet.

Bistandshjælp skal gives til personer, der har brug for samfundets hjælp og støtte. Hvorfor gives så bistandshjælp til politikerne?

Om jeg stadig er medlem af et politisk parti? Det er underordnet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar