Stop for spekulation i ejendomsskat

Jeg er en af de pensionister, der har tjent godt på, at lovgivningen vedr. indefrysning af ejendomsskatter har haft social slagside.

Jeg har lånt til halvdelen af nationalbankens diskonto og investeret til en højere rente i værdipapirer.

Kommunerne har længe mistet mange millioner på denne lovgivning men langt om længe har regeringen så taget sig sammen til at ændre lovgivningen på en socialt afbalanceret måde: Man beholder muligheden for indefrysning, men rentetillæg fratager muligheden for spekulation.

Straks melder interesseorganisationer som Ældresagen og PL sig på banen med kritik.

Det er ynkeligt, at de vil forsvare, at velhavende pensionister burde kunne fortsætte med at score kassen.

Lærerforeningen advarer- igen

Advarsel fra en interesseorganisation.

Danmarks lærerforening er nervøs for, at kommunerne vil opsige arbejdstidsaftalerne. Selvfølgelig.

Selvfølgelig er foreningen nervøs og selvfølgelig har kommunerne fået øjnene op for, at udviklingen med stadig mindre undervisning for stadig flere penge ikke er holdbar i længden.

Det ER nødvendigt at se på, hvorfor folkeskolen er blevet så dyr, som tilfældet er.

Kan man blot øge lærernes undervisningstid fra 38% til 40%, vil det betyde rigtig store besparelser for kommunerne.

Lærerne uddannes til at undervise, så skulle de komme til at undervise blot 2% mere kan man vanskeligt sige, at det går ud over undervisningen.

Lærernes arbejde består ganske vist af meget mere end blot undervisning, så en 2% forøgelse af undervisningstiden vil jo betyde, at mødevirksomhed og andet skal ses efter i sømmene, og det er ikke så galt endda.

Hvis man så samtidig kunne løse op for den stivhed, arbejdsaftalerne indeholder, så vil det ligefrem give større arbejdsglæde både hos lærerne og hos lederne.

Det er ikke mange steder, at detaljeret arbejdstilrettelæggelse skal ske et år i forvejen!

Jeg er tidligere skoleder, har i en del år dels været kommunalbestyrelsesmedlem, og i øvrigt redigeret overenskomsthåndbøger for lærere!

Det er naboen, der skal betale

Det er naboen, der skal betale.

Når den offentlige sektor fortsat vokser, så skyldes det manges ønsker om at lade naboen betale.

Det gælder også sundhedsvæsenet, hvor vi bruger mange penge på raske.

Lægerne er gode til at sikre fortsat vækst, og politikerne er ikke stærke nok til at gå mod disses personlige interesser, der selvfølgelig ikke præsenteres som personlige interesser, men som hensynet til den ene eller anden patientgruppe – også i den ”raske” ende.

Hvis mennesker af en eller anden grund ikke kan få børn, gøres det, som Mads Koch Hansen, formand for lægeforeningen, til en ”sygdom”, en sygdom, der kan behandles og betales af naboen.

Selvfølgelig har jeg medfølelse med disse mennesker, men hvorfor skal barnløshed sidestilles med kræft eller sukkersyge?

Anledningen til, at lægeforeningen blander sig i finanslovsforhandlingerne er blot et enkelt eksempel på, hvorledes det er vanskeligt at styre de offentlige udgifter.

Hvis naboen ikke længere tvinges til at betale for fertilitetsbehandling, så er der en begrundet frygt for, at nogle læger må koncentrere sig om at behandle syge i stedet, - og det er vel egentlig ganske godt.

Eksemplerne er flere:

Hvis en person bliver overvægtig skyldes det meget sjældent sygdom, men læger er hurtige til at komme med en diagnose, syg. Efterfølgende er det så igen naboen, der skal betale for, at personen har spist mere end godt er.

Det offentlige ”sundhedssystem” laver derfor fedmeoperationer, som jo i sin kerne er det offentliges overtagelse af det personlige ansvar.

Strengt taget kommer det hverken naboen eller det offentlige ved, om en person spiser for meget.

Det var måske på tide, på høje tide, at vi måtte sige til folk: I har et ansvar for jeres eget liv.

Lad os hjælpe de syge, de ”raske” skal ikke sygeliggøres.