Fagene er forudsætningen

Fagene er forudsætningen.

Eller tilbage til virkeligheden.

Heldagsskolen er ikke en ny opfindelse. Jeg gik i heldagsskole for 60 år siden og havde bl.a. 8 ugentlige idrætstimer.

Vi havde lærerstøttet lektielæsning hver dag.

Og så havde vi engagerede og dygtige lærere, der brændte for deres fag. Ordet evaluering var vist ikke brugt den gang, men ved årets slutning kom vi til eksamen i samtlige fag.

Det var før  ”68 pædagogikken” havde ændret skolen til det bedre?

Fagene og fagligheden var det vigtigste i undervisningen. Lærernes engagement sikrede, at netop fagligheden bragte os videre på egen hånd. Lærerne var til stede i klassen ved timens begyndelse.

Måske har jeg blot været heldig, at mine forældre valgte netop den skole, men erfaring fra min skolegang har jeg brugt i min videre tilværelse som ”skolemenneske”

Lærerne er gode nok, hvis de får lov at undervise.

I mit liv som ”skolemenneske” har jeg mødt utallige dygtige og engagerede lærere også efter ”68”.

Som ung lærer fik jeg lov til at undervise og undervise meget i et enkelt eller to fag, selv om kolleger begyndte at indføre malede ølkasser med hynder i klasseværelserne, så eleverne kunne hvile, når de havde lyst og lære, når de var parate til at lære. Indlæring var ikke for mange så vigtig som trivsel, hygge og gruppearbejde.

Vi blev tvunget til kurser, hvor vi skulle være sensitive, lave drama, lege ”for at forbedre undervisningen”.

Men der var alligevel mange kolleger, der fortsatte med at formidle fagligt indhold til eleverne Lærerne vil jo gerne undervise. Det er jo det, de er uddannet til.

Langsomt krøb det ”tværfaglige” ind i skolen i form af emneuger, hvor matematiklæreren skulle hjælpe eleverne med at male huse i en negerlandsby og engelsklæreren skulle være en slags formningslærer.

Som ung lærer længtes man efter, at emneugen stoppede og man kunne komme videre med sin undervisning.

Lederen skal lede og vejlede.

Som lærer behøver man oftest ikke megen ledelse, hvis det faglige er i centrum. Men ledelse, pædagogisk ledelse, er nødvendig. Som mennesker er lærere forskellige og mere eller mindre modtagelige for tilrettevisning. I nogen tilfælde er den såkaldte ”metodefrihed” et skalkeskjul for dovenskab.

Matematiklæreren kan vælge at rette elevernes opgaver for på den måde at følge den enkelte elev og justere sin undervisning, eller han kan som ”metode” lade sidemanden rette. Det sparer godt nok tid, men er det den rette metode?

Min erfaring siger mig.

Jeg husker, at en nyuddannet lærer var til ”samtale” på mit kontor for at jeg kunne vejlede ham. Jeg havde dog som lærer og skoleleder lidt mere erfaring end han havde, men under ”vejledningen”, som han ikke var enig med mig i udtalte han pludselig som forsvar, at ”min erfaring siger mig, at ..”

Undervisning er et håndværk, og mesterens opgave er at føre den unge videre fagligt. Bruger han en forkert metode, bliver det påtalt og ændret.

Frikvarter, 20 min.

En time er 60 min. Det ved de fleste. Lærerne har et andet ”ur”. Da man ændrede lektionslængden fra 50 til 45 min var lærerne eller i alt fald fagforeningen tilfreds. Og det handlede da også kun om 5 min.  Bruger man procentregning, skar man imidlertid 10% af undervisningstiden. Men procentdelen af den effektive undervisningstid er højere, fordi ”det tager lidt tid at komme i gang med undervisningen”. Klokken ringer som tegn på, at lektionen er begyndt, men tages som tegn på, at elever og lærere skal begynde at bevæge sig til klasseværelset. Undervisning i 50 min. var en utopi. Det er 45 min. også. Der er mange lærere, der sætter en ære i at være til stede i lokalet, når eleverne kommer, da der på den måde hurtigere kan undervises. Det er på den måde hurtigere at få den fornødne ro, der er forudsætning for opmærksomhed og modtagelighed.  Men der er også mange lærere, der kommer ind i klassen, når eleverne er ankommet og som skal begynde undervisningen med at løse sociale konflikter og få ro.

Undervisning i 45 min. er en utopi.

Deling er ligebehandling.

Som ung lærer arbejdede jeg på en efterskole. Eleverne var lige gamle, men de var ikke lige langt i deres faglige udvikling. Nogle var gode i matematik men ringere i dansk o.s.v. så i stedet for at danne klasser tilfældigt med stor faglig spredning, blev eleverne opdelt i 4 niveauer i de enkelte fag.

Ligebehandling var altså at behandle eleverne forskelligt. Ligebehandling var et hensyn til den enkelte.

Det var i øvrigt også lettere for læreren at undervise, når spredningen i klassen ikke var for stor.

Når de kommende ændringer af folkeskolen begynder efter sommerferien, sikrer man, at spredningen i klasserne bliver større end nu og at det bliver vanskeligere for lærerne at undervise. Det er oven i købet nogen, der påstår, at det er et fremskridt.

Teams hindrer faglighed.

Lærerne vil gerne bestemme selv og undgå for megen ledelse. Ledelsen vil gerne uddelegere ansvar, så man laver selvstyrende lærerteams. Det er en smuk tanke, at få lærere arbejder sammen om en klasse. Det giver tryghed for eleverne, siger man. Rent fagligt betyder det dog, at lærerne i gruppen skal undervise i meget andet end ens fag. Det er, mener jeg, lidt af et paradoks, at man vil fremme fagligheden ved at sørge for, at lærere ikke kan undervise i det eller de fag, vedkommende er uddannet til.

Disciplin.

Disciplin er gennem årene desværre blevet til et negativt begreb. Uro, forstyrrelse af undervisningen, manglende koncentration, m.v. er næppe målet, men et resultat af manglende disciplin.

En elev med baggrund som adfærdsvanskelig spurgte mig en gang om, hvorfor han ikke længere var adfærdsvanskelig. Jeg svarede ikke, men det gjorde en anden elev: ”Det får du ikke lov til”.

Jeg synes, det er disciplin på en god måde.

Hvis man, som man siger, vil højne det faglige niveau i skolen, er det nødvendigt at gå tilbage til fagene, til fagligheden, for fagene er forudsætningen. Et gruppearbejde kan kunne lykkes, hvis de faglige forudsætninger er til stede.

Lærerne vil gerne faglighed. De vil gerne undervise, men den kommende reform gør det ikke lettere, desværre.

Jeg er bange

Jeg er bange.

Som mange andre tilbringer jeg en del tid ved min PC. Det sker enten fordi, der er noget interessant, jeg gerne vil vide mere om, det sker for at kontrollere og læse den daglige post og det sker, fordi staten kræver, at jeg regelmæssigt skal kontrollere de tre e-postkasser jeg er tvunget til at have.

I hjemmet skal der dagligt gøres rent, støvsuges o.s.v. Min PC skal også rengøres og opdateres regelmæssigt, får man at vide.

Jeg læste så et eller andet sted, at man kunne få et program, der løste problemet med at rengøre, dvs slette og reparere filer på min PC.

Programmet blev installeret, og hurtigt viste det sig så, at min PC var usikker, langsom m.v.

Programmet reparerede og slette. Det var rart. Nu var jeg ikke bange for malware m.v.

Der var fejl i registreringsbasen m.v. i alt 681 problemer, men så blev jeg alligevel lidt bange, for jeg brugte den gratis version af programmet. Jeg burde måske for så og så mange dollars opgradere, så endnu flere fejl kunne rettes

.

Nu var jeg lige så glad, men så blev jeg lidt bange igen.

I stedet for at opgradere, så fandt jeg et andet program, der kunne det samme, og så var det jo interessant, om mine PC problemer var væk, men nej.

Det andet program fandt en hel del fejl i registreringsdatabasen m.v. og ville i øvrigt gerne rense maskinen for 8 MB overflødige filer.

Hvilket program skulle jeg så stole på, men nu var maskinen renset to gange og jeg var så igen lidt glad og ikke særlig bange.

Imidlertid fortalte programmet, at jeg burde opgradere til en PRO udgave. Det kostede kun så og så mange dollars. Den udgave ville finde flere fejl og rette i dybden.

Efter at have renset og repareret to gange, så var min PC altså stadig usikker og fyldt med fejl, kunne jeg være bange for.

Mon programmerne bare er et salgstrick og mon de lader som om de finder fejl, der er ligegyldige?

Papirkurven kan jeg jo let tømme selv, og alle de midlertidige filer kan jeg også let slette. Hvad er der så mon tilbage at være bange for.

Jeg besøger ikke mærkelige  hjemmesider, datingsider m.v. Jeg svarer ikke på mails vedr. at jeg er den heldige vinder af et eller andet. Jeg svarer heller ikke på breve, der lover mig store pengebeløb, bare jeg vil hjælpe med at få 20 millioner ud af Nigeria. Jeg er nemlig lidt bange for al den svindel, der findes på nettet.

Skal jeg nu også være bange for at min PC er fyldt med fejl.

Jeg er bange for, at jeg ikke behøver at være bange.

Hvem har ansvaret

Ansvar eller skyld.

Politikerne har ansvaret, men det er ikke altid deres skyld.

Forleden måtte en minister gå som minister, fordi han havde give forkerte svar til Folketinget. Men det har visit sig, at det ikke var hans skyld. Skylden kan mere eller mindre placeres hos embedsmænd, men det får nok ikke så store konsekvenser.

Når politikeren skal holde en tale, er det ofte embedsmænd, der laver den, medens politikeren blot læser op.

Vi skælder ud på politikerne, når de hele tiden indskrænker vores valgmuligheder eller valgfrihed, men hjemme og nede i EU sidder en mængde dygtige, overbetalte embedsmænd og laver forslag af forskellig art til politikerne.

I mange tilfælde kommer forslagene slet ikke frem til politikerne, for embedsmændene kan skam selv.

Man læser diverse rapporter, phd afhandlinger m.v. og finder på forslag til handlefrihedsbegrænsende bestemmelser. Og vi finder os i det.

Den morsomme eller måske tragikkomiske historie med lakridspiberne kunne udmærket være blevet til virkelighed, hvis forslaget netop ikke havde været så komisk. Men ikke helt så komisk som Haribos lakrids. Hvem har skylden her?

Tobak har været diskuteret til hudløshed. Rygning skal begrænses. Rygere skal blive sat uden for døren, skal de, og samtidig skal vi give tilskud til tobaksdyrkning af hensyn til græske landmænd. Rygning er ikke sundt, men man fortsætter. Der må ikke komme mentolsmag i cigaretter, og når cigaretterne af mange erstattes af e-cigaretter, så skal de også helst forbydes.

Det er noget ganske andet med hash. Det er godt nok ulovligt, men det er en anden historie.

I dag kunne man så læse om kanel. Kanelsnegle  er farlige på grund af kanelen, men kanel ved juletid er dog ikke så farligt at det skal forbydes, altyså ved juletid.

Hvem har ansvaret. Hvem har skylden? Det er måske os selv, der finder os i at blive trukket rundt i manegen.