mandag den 9. april 2012

Dårligt købmandsskab


Lige over grænsen.
Vi sidder og spiser frokost, min hustru og jeg. En beskeden frokost med en øl.
Vi drikker dåseøl, dansk dåseøl uden pant. Det er helt lovligt for vi har købt dåserne i Flensborg og skrevet under på, at vi vil udføre dem til Danmark.

Vi holdt ferie lige nord for grænser, og så kunne vi jo lige så godt købe lidt med hjem, madvarer, øl m.v.
Men det er jo lidt ulogisk, at vi køber dansk kød i Tyskland billigere end dansk kød i Danmark og dansk øl i Tyskland fordi det er billigere end dansk øl i Danmark.
Man skal vist være en del af den nye regering for at kunne se logikken i dette.

Afgifter er adfærdsregulerende, siger man, og det passer. Derfor købte vi nogle rammer dåseøl i Flensborg og sparede 150 kr.

Tænk hvis regeringen havde lidt mere forstand på økonomi og puttede nogle løftede pegefingre i lommen.
Var det egentlig ikke bedre at få en boardershop i Rødby, som Tyskerne kunne købe danske varer i? Eller hvad med grænsekøbmænd i omegnen af Kruså.  Vi ville få indtægter i stedet for udgifter. Vi ville spare CO2, spare benzin og vi ville få lidt flere glade turister.

Vi kender det jo fra turen til Norge, hvor man køber ind hjemmefra, fordi meget er så dyrt i Norge, men det er så deres problem.
Vi er et lille land med store naboer. Vi burde være klogere. Vi burde være bedre købmænd.

En dansk øl skal da vel ikke være billigere i udlandet trods fordyrende transport.
Og man kunne gå flere skridt videre. Lad cigaretterne være billigere end i Norge, Sverige og Tyskland.  Sæt momsen på fødevarer og restauranter ned. Andre lande kan godt håndtere variabel moms.

Dalgas sagde i sin tid: Hvad udad tabes, skal indad vindes.  Økonomisk var det modsatte nok bedre: Hvad der tjenes ude, kan bedre bruges hjemme.