Billede fra Madeira 2015

En hjælpende hånd

Når nøden er størst…

Vi havde købt et rækkehus på 68 m2. Tidligere ejere havd esyntes, at 68 m2 var for lidt, så de byggede et udestue til huset på 20 m2. Det var ikke håndværksmæssigt det bedste byggeri, jeg har set, men det fungerede og det blev rammen om et kontor, et skriveværksted i forbindelse med vores beskedne virksomhed.

Det var den gang et lille trykkeri bestod af en elektrisk sværteduplikator.

Vi vidste godt, at tilbygningen var ”ulovlig”, men det tænkte vi ikke nærmere over. Vi var glade for at have fået eget hus og glade for de ekstra 20m2.

Det gik godt et stykke tid, men så en dag dukkede borgmesteren op for at meddele, at naboen havde klaget til indenrigsministeriet over den ulovlige tilbygning, så borgmesteren bad os rive tilbygningen ned. Vi skulle dog lige lave en del festsange til ham før vi begyndte nedrivningen.

Jeg er ikke tilhænger af at tale om private ting, når jeg underviser, men det må jeg have gjort, for efter en time kom ”Peters far” og ville høre nærmere. Han boede i nærheden og var en dygtig handyman.

 Vi laver da bare et nyt værelse i stedet for vinterhaven, sagde han.

Når man lige har købt hus og med lodder og trisser havde skrabet de nødvendige kroner sammen til udbetalingen, så lå tanken om byggeri mig fjernt.

”Jeg kommer en af dagene”, sagde han så, men byggematerialerne må du selv betale.

Og så kom Peters far og ret kort tid efter var det lille rækkehus forsynet med et ekstra og lovligt, værelse på ca 6 m2.

Hvordan pokker siger man tak til en Peters far?

En del af takken er i alt fald det positive minde.

En hel del år senere flyttede vi ind i et andet hus et andet sted og diverse venner blev inviteret for at se huset.

”Svend” syntes, at huset var udmærket, men der burde laves en ny indkørsel, en rigtig flisebelagt indkørsel.

Vi havde købt huset i dyre domme og havde faktisk ikke råd til det, så tanken om et større anlægsarbejde, det handlede om ca 100m2, det havde vi ikke råd til.

”Du køber fliser og grus, det kan du få på klods, så kommer jeg  og laver det”

Det var et større arbejde, der omfattede ændring af afløb, afretning m.v.

Men Sven kom og vi blev færdige. Som gammel skolelærer var mit job at gå til hånde.

Hvordan siger man egentlig tak til en Svend.

Verden går under

Det må siges at være en selvfølge. Intet varer evigt.

I alle trosretninger er der historier om jordens undergang.

Det, at det nok sker lidt tidligere end ”beregnet”  eller forventet er menneskenes skyld.

Videnskabeligt kan man fortælle om viden, der falder godt sammen med de gamle beretninger, der var præget af dels naturens magt, dels menneskers ageren.

I fortællingerne om Ragnarok er det naturkatastrofer, som de tre fimbulvintre og den verdensomspændende brand. Sprogforskere har bl.a. oversat ordet Ragnerok  til ”De herskende magters skæbne”

I Johannes evangeliet kan vi læse om Hermageddon, hvor det gode og det onde kæmper.

Men hvad kan videnskaben så egentlig fortælle.?

Der tales meget om Co2, men mindre end overbefolkning. Jeg mener, at det er her det største problem ligger, og den stigende befolkning ødelægger naturens balance.

I fortællingerne om Ragnarok hører vi om fimbulvintre. Vi hører meget om global opvarmning, men den ene katastrofe udelukker ikke den anden.

Hvis golfstrømmen ændrer forløb, måske under indflydelse af den globale opvarmning, så bliver der godt nok koldt i nord. En lille sejltur til nordpolen vil man så kun kunne læse i historiebøgerne.

Vi leder efter vand på Mars, men alt for mange steder på jorden leder man allerede nu efter vand. Moderne videnskab kan bygge afsaltningsanlæg, men de kan ikke følge med i en befolkningsforøgelse på 1million mennesker om dagen.

”Når krybben er tom, så bides hestene”, som man siger. Er mennesker anderledes? Nej, mennesker  er værre.

Når det kommer til noget så simpelt som vand, der er for lidt af, så er der kun krig til at løse problemet.

Sahara har længe bredt sig mod syd og mod nord. Hvor længe er der mon tilstrækkelig med vand i den sydlige del af Spanien?

For 30 år siden troede de fleste, at oliereserverne var ved at udtørre. De er ikke det store problem i dag, men det er vandmangel.

Kombinationen af overbefolkning og vandmangel fører uvægerlig til sultkatastrofer. Millioner af mennesker opretholder livet på grund af massiv fødevarehjælp, men kan det blive ved.

Da jeg som ung lavede forsøg med mus, for at se, hvordan ”naturen” regulerede, var det en øjenåbner. ”Rasmus” og ”Gitte” fik mange børn, når der var mad nok og plads nok.

Da jeg på et tidspunkt ikke længere gav dem mere plads og mere mad, fortsatte de med at formere sig, men det ”humane” forsvandt og selvopholdelsesdriften tog over. Det var ikke et kønt syn at se forældre dræbe og æde deres unger for at overleve.

Ragnarok er nok ikke lige om hjørnet, men kursen er sat. Et par millioner ekstra migranter i Europa giver spændinger, der vokser, men det er kun begyndelsen, desværre.

Det løser ikke problemet med overbefolkning, mangel på vand og lande, der ikke længere kan brødføde sig selv.

Vi må slå os til tåls med, at vi ikke kan løse problemet, som vi med åbne øjne er med til at forøge.

Lidt trøst er der at hente i historierne om Ragnarok. Verden overlever, og en mand og en kvinde overlever og skaber en ny verden fra grunden.

En suppehøne

Min farmor lavede hønsekødssuppe. Der var grøntsager i og store fedtperler på. Det begyndte med, at vi gik ned i hønsegården, fangede en høne, huggede hovedet af og tog hønen med op i køkkenet.

Den blev skoldet, plukket, svitset og renset.

Som lille syntes jeg det var morsomt at skære kråsen over, se de ikke udviklede æg og i øvrigt få forklaring på lever, hjerte o.s.v.

Jeg lærte meget af min farmor. Hun legede aldrig med mig som lille, men satte mig hele tiden i gang med snart det ene, snart det andet.

En suppehøne. Hønsekødssuppe lavet fra bunden med klare fedtperler på. Det kan jeg lide.

Nu om stunder tager man en frossen and op fra montren i supermarkedet.  Det er let, og hvis børn står i køkkenet, når den tilberedes, lærer de ikke noget.

Vi besøgte nogle forældre, der fortalte, at sønnen lige havde købt et hus, som lå ret tæt ved forældrenes hus. Om vi ikke ville se det? Jo da, gerne, så efter kaffen gik vi en tur for at se sønnen, hans unge kone, huset og deres lille nyfødte.

Vi blev vist rundt, og så, at der i haven var hønsehus med 3 høns.

Vi fik at vide, at hønsene fulgte med huset, og at det unge par gerne ville af med dem.

Og så gik snakken om suppehøner, hjemmelavet hønsekødsuppe med fedtperler o.s.v.

Det er i øvrigt ikke altid let at købe en ordentlig høne. Kyllinger er der mange af i forskellig størrelse, og man  må  tro, efter udbuddet, at kyllingerne aldrig når at blive voksne.

Der står sjældent høne på mærkaten.

Måske tror folk, at hvis det er en høne, altså en fuldvoksen en af slagsen, der ikke længere producerer æg hver dag, så er den ikke til at spise.

Det lykkedes dog forleden at få en suppehøne i et supermarked. En rigtig høne, der skal koge i lang tid for at blive mør og lækker.  men jeg tror, at vi blev snydt, for det var en gammel forvokset dværghøne, viste det sig, da vi kom hjem. Der var ikke meget kød på.

Nå ja, man kan jo ikke forvente så meget, når man løber efter et billigt, meget billigt tilbud.

Men det er svært nu om dage at få en rigtig gammeldags suppehøne. Man må vist ikke købe en sådan hos landmanden. Det er noget med fødevarekontrol, der hindrer almindelige mennesker i at få ordentlige fødevarer. Fødevarer skal jo helst være sterile, smagløse og gennemkontrollerede.

Jeg må dog medgive, at man, hvis man gør sig umage, kan finde en god høne, men så er man til gengæld ved at blive ruineret.

Men jeg kan godt altså godt lide en friskslagtet suppehøne.

”Jamen hvis i ikke vil have hønsene, så vil jeg da gerne”, sagde jeg så. Det blev sønnen tilsyneladende glad for, og så talte vi ikke mere om det.

Et par dage senere stod jeg i et supermarked sammen med min hustru for at købe noget mad, der den dag ikke skulle være kylling eller høne, og så ringede telefonen.

Om det var rigtigt, at jeg ville have et par levende høns? Ja, svarede jeg hurtigt. Du kan komme og hente dem i dag eller i morgen, men husk at tage en økse med.

En halv time senere ankom min hustru og jeg for at indfange og halshugge et par høns.

Min hustru fandt meget hurtigt på noget, hun skulle hjælpe med inde i huset, for hun bryder sig ikke om hovedløse høs, der løber rundt, bløder og basker med vingerne. Den unge hustru fandt hurtigt ud af at den lille skulle skiftes.

Den nybagte husejer og jeg gik så ned i hønsegården.

Jeg var bevæbnet med økse, huggeblok og forklæde.

Da vi nærmede os hønsehuset blev hønsene urolige som de kunne mærke, at timen var nær.

De var svære at fange. Når vi stod i det ene hjørne fløj de hurtigt over i det andet. Der begyndte også at ligge fjer der, hvor vi havde været lige ved at få ordentlig fat.

Det lykkedes at fange en høne, og jeg lod som om jeg vidste besked, tog fat i vingerne og gik hen til blokken.

Man får lidt ondt af sådan en høne, der ligger med hovedet på blokken og stirrer stift på ham med øksen. I et kort øjeblik tænker man på at blive vegetar, men så tænker man på  hønen, der ligger i suppegryden og på de blanke fedtperler.

Den mistede hovedet, og lå absolut ikke stille efter at hovedet var havnet på græsplænen.

Det var lidt lettere med de næste to høns. De var heller ikke lette at fange, men det blev overstået.

Nu ligger der to suppehøns i garagen, og i morgen skal der så skoldes, plukkes, renses o.s.v.

Jeg er sikker på, at min kone, når det er overstået, vil sige:

Næste gang går vi ned i supermarkedet og køber en kontrolleret, frossen stor kylling, og så kalder vi den bare suppehøne, for i virkeligheden er kyllingen nok en høne.

Fagene er forudsætningen

Fagene er forudsætningen.

Eller tilbage til virkeligheden.

Heldagsskolen er ikke en ny opfindelse. Jeg gik i heldagsskole for 60 år siden og havde bl.a. 8 ugentlige idrætstimer.

Vi havde lærerstøttet lektielæsning hver dag.

Og så havde vi engagerede og dygtige lærere, der brændte for deres fag. Ordet evaluering var vist ikke brugt den gang, men ved årets slutning kom vi til eksamen i samtlige fag.

Det var før  ”68 pædagogikken” havde ændret skolen til det bedre?

Fagene og fagligheden var det vigtigste i undervisningen. Lærernes engagement sikrede, at netop fagligheden bragte os videre på egen hånd. Lærerne var til stede i klassen ved timens begyndelse.

Måske har jeg blot været heldig, at mine forældre valgte netop den skole, men erfaring fra min skolegang har jeg brugt i min videre tilværelse som ”skolemenneske”

Lærerne er gode nok, hvis de får lov at undervise.

I mit liv som ”skolemenneske” har jeg mødt utallige dygtige og engagerede lærere også efter ”68”.

Som ung lærer fik jeg lov til at undervise og undervise meget i et enkelt eller to fag, selv om kolleger begyndte at indføre malede ølkasser med hynder i klasseværelserne, så eleverne kunne hvile, når de havde lyst og lære, når de var parate til at lære. Indlæring var ikke for mange så vigtig som trivsel, hygge og gruppearbejde.

Vi blev tvunget til kurser, hvor vi skulle være sensitive, lave drama, lege ”for at forbedre undervisningen”.

Men der var alligevel mange kolleger, der fortsatte med at formidle fagligt indhold til eleverne Lærerne vil jo gerne undervise. Det er jo det, de er uddannet til.

Langsomt krøb det ”tværfaglige” ind i skolen i form af emneuger, hvor matematiklæreren skulle hjælpe eleverne med at male huse i en negerlandsby og engelsklæreren skulle være en slags formningslærer.

Som ung lærer længtes man efter, at emneugen stoppede og man kunne komme videre med sin undervisning.

Lederen skal lede og vejlede.

Som lærer behøver man oftest ikke megen ledelse, hvis det faglige er i centrum. Men ledelse, pædagogisk ledelse, er nødvendig. Som mennesker er lærere forskellige og mere eller mindre modtagelige for tilrettevisning. I nogen tilfælde er den såkaldte ”metodefrihed” et skalkeskjul for dovenskab.

Matematiklæreren kan vælge at rette elevernes opgaver for på den måde at følge den enkelte elev og justere sin undervisning, eller han kan som ”metode” lade sidemanden rette. Det sparer godt nok tid, men er det den rette metode?

Min erfaring siger mig.

Jeg husker, at en nyuddannet lærer var til ”samtale” på mit kontor for at jeg kunne vejlede ham. Jeg havde dog som lærer og skoleleder lidt mere erfaring end han havde, men under ”vejledningen”, som han ikke var enig med mig i udtalte han pludselig som forsvar, at ”min erfaring siger mig, at ..”

Undervisning er et håndværk, og mesterens opgave er at føre den unge videre fagligt. Bruger han en forkert metode, bliver det påtalt og ændret.

Frikvarter, 20 min.

En time er 60 min. Det ved de fleste. Lærerne har et andet ”ur”. Da man ændrede lektionslængden fra 50 til 45 min var lærerne eller i alt fald fagforeningen tilfreds. Og det handlede da også kun om 5 min.  Bruger man procentregning, skar man imidlertid 10% af undervisningstiden. Men procentdelen af den effektive undervisningstid er højere, fordi ”det tager lidt tid at komme i gang med undervisningen”. Klokken ringer som tegn på, at lektionen er begyndt, men tages som tegn på, at elever og lærere skal begynde at bevæge sig til klasseværelset. Undervisning i 50 min. var en utopi. Det er 45 min. også. Der er mange lærere, der sætter en ære i at være til stede i lokalet, når eleverne kommer, da der på den måde hurtigere kan undervises. Det er på den måde hurtigere at få den fornødne ro, der er forudsætning for opmærksomhed og modtagelighed.  Men der er også mange lærere, der kommer ind i klassen, når eleverne er ankommet og som skal begynde undervisningen med at løse sociale konflikter og få ro.

Undervisning i 45 min. er en utopi.

Deling er ligebehandling.

Som ung lærer arbejdede jeg på en efterskole. Eleverne var lige gamle, men de var ikke lige langt i deres faglige udvikling. Nogle var gode i matematik men ringere i dansk o.s.v. så i stedet for at danne klasser tilfældigt med stor faglig spredning, blev eleverne opdelt i 4 niveauer i de enkelte fag.

Ligebehandling var altså at behandle eleverne forskelligt. Ligebehandling var et hensyn til den enkelte.

Det var i øvrigt også lettere for læreren at undervise, når spredningen i klassen ikke var for stor.

Når de kommende ændringer af folkeskolen begynder efter sommerferien, sikrer man, at spredningen i klasserne bliver større end nu og at det bliver vanskeligere for lærerne at undervise. Det er oven i købet nogen, der påstår, at det er et fremskridt.

Teams hindrer faglighed.

Lærerne vil gerne bestemme selv og undgå for megen ledelse. Ledelsen vil gerne uddelegere ansvar, så man laver selvstyrende lærerteams. Det er en smuk tanke, at få lærere arbejder sammen om en klasse. Det giver tryghed for eleverne, siger man. Rent fagligt betyder det dog, at lærerne i gruppen skal undervise i meget andet end ens fag. Det er, mener jeg, lidt af et paradoks, at man vil fremme fagligheden ved at sørge for, at lærere ikke kan undervise i det eller de fag, vedkommende er uddannet til.

Disciplin.

Disciplin er gennem årene desværre blevet til et negativt begreb. Uro, forstyrrelse af undervisningen, manglende koncentration, m.v. er næppe målet, men et resultat af manglende disciplin.

En elev med baggrund som adfærdsvanskelig spurgte mig en gang om, hvorfor han ikke længere var adfærdsvanskelig. Jeg svarede ikke, men det gjorde en anden elev: ”Det får du ikke lov til”.

Jeg synes, det er disciplin på en god måde.

Hvis man, som man siger, vil højne det faglige niveau i skolen, er det nødvendigt at gå tilbage til fagene, til fagligheden, for fagene er forudsætningen. Et gruppearbejde kan kunne lykkes, hvis de faglige forudsætninger er til stede.

Lærerne vil gerne faglighed. De vil gerne undervise, men den kommende reform gør det ikke lettere, desværre.

Jeg er bange

Jeg er bange.

Som mange andre tilbringer jeg en del tid ved min PC. Det sker enten fordi, der er noget interessant, jeg gerne vil vide mere om, det sker for at kontrollere og læse den daglige post og det sker, fordi staten kræver, at jeg regelmæssigt skal kontrollere de tre e-postkasser jeg er tvunget til at have.

I hjemmet skal der dagligt gøres rent, støvsuges o.s.v. Min PC skal også rengøres og opdateres regelmæssigt, får man at vide.

Jeg læste så et eller andet sted, at man kunne få et program, der løste problemet med at rengøre, dvs slette og reparere filer på min PC.

Programmet blev installeret, og hurtigt viste det sig så, at min PC var usikker, langsom m.v.

Programmet reparerede og slette. Det var rart. Nu var jeg ikke bange for malware m.v.

Der var fejl i registreringsbasen m.v. i alt 681 problemer, men så blev jeg alligevel lidt bange, for jeg brugte den gratis version af programmet. Jeg burde måske for så og så mange dollars opgradere, så endnu flere fejl kunne rettes

.

Nu var jeg lige så glad, men så blev jeg lidt bange igen.

I stedet for at opgradere, så fandt jeg et andet program, der kunne det samme, og så var det jo interessant, om mine PC problemer var væk, men nej.

Det andet program fandt en hel del fejl i registreringsdatabasen m.v. og ville i øvrigt gerne rense maskinen for 8 MB overflødige filer.

Hvilket program skulle jeg så stole på, men nu var maskinen renset to gange og jeg var så igen lidt glad og ikke særlig bange.

Imidlertid fortalte programmet, at jeg burde opgradere til en PRO udgave. Det kostede kun så og så mange dollars. Den udgave ville finde flere fejl og rette i dybden.

Efter at have renset og repareret to gange, så var min PC altså stadig usikker og fyldt med fejl, kunne jeg være bange for.

Mon programmerne bare er et salgstrick og mon de lader som om de finder fejl, der er ligegyldige?

Papirkurven kan jeg jo let tømme selv, og alle de midlertidige filer kan jeg også let slette. Hvad er der så mon tilbage at være bange for.

Jeg besøger ikke mærkelige  hjemmesider, datingsider m.v. Jeg svarer ikke på mails vedr. at jeg er den heldige vinder af et eller andet. Jeg svarer heller ikke på breve, der lover mig store pengebeløb, bare jeg vil hjælpe med at få 20 millioner ud af Nigeria. Jeg er nemlig lidt bange for al den svindel, der findes på nettet.

Skal jeg nu også være bange for at min PC er fyldt med fejl.

Jeg er bange for, at jeg ikke behøver at være bange.

Hvem har ansvaret

Ansvar eller skyld.

Politikerne har ansvaret, men det er ikke altid deres skyld.

Forleden måtte en minister gå som minister, fordi han havde give forkerte svar til Folketinget. Men det har visit sig, at det ikke var hans skyld. Skylden kan mere eller mindre placeres hos embedsmænd, men det får nok ikke så store konsekvenser.

Når politikeren skal holde en tale, er det ofte embedsmænd, der laver den, medens politikeren blot læser op.

Vi skælder ud på politikerne, når de hele tiden indskrænker vores valgmuligheder eller valgfrihed, men hjemme og nede i EU sidder en mængde dygtige, overbetalte embedsmænd og laver forslag af forskellig art til politikerne.

I mange tilfælde kommer forslagene slet ikke frem til politikerne, for embedsmændene kan skam selv.

Man læser diverse rapporter, phd afhandlinger m.v. og finder på forslag til handlefrihedsbegrænsende bestemmelser. Og vi finder os i det.

Den morsomme eller måske tragikkomiske historie med lakridspiberne kunne udmærket være blevet til virkelighed, hvis forslaget netop ikke havde været så komisk. Men ikke helt så komisk som Haribos lakrids. Hvem har skylden her?

Tobak har været diskuteret til hudløshed. Rygning skal begrænses. Rygere skal blive sat uden for døren, skal de, og samtidig skal vi give tilskud til tobaksdyrkning af hensyn til græske landmænd. Rygning er ikke sundt, men man fortsætter. Der må ikke komme mentolsmag i cigaretter, og når cigaretterne af mange erstattes af e-cigaretter, så skal de også helst forbydes.

Det er noget ganske andet med hash. Det er godt nok ulovligt, men det er en anden historie.

I dag kunne man så læse om kanel. Kanelsnegle  er farlige på grund af kanelen, men kanel ved juletid er dog ikke så farligt at det skal forbydes, altyså ved juletid.

Hvem har ansvaret. Hvem har skylden? Det er måske os selv, der finder os i at blive trukket rundt i manegen.