fredag den 31. januar 2014

Jeg er bange



Jeg er bange.
Som mange andre tilbringer jeg en del tid ved min PC. Det sker enten fordi, der er noget interessant, jeg gerne vil vide mere om, det sker for at kontrollere og læse den daglige post og det sker, fordi staten kræver, at jeg regelmæssigt skal kontrollere de tre e-postkasser jeg er tvunget til at have.

I hjemmet skal der dagligt gøres rent, støvsuges o.s.v. Min PC skal også rengøres og opdateres regelmæssigt, får man at vide.

Jeg læste så et eller andet sted, at man kunne få et program, der løste problemet med at rengøre, dvs slette og reparere filer på min PC.
Programmet blev installeret, og hurtigt viste det sig så, at min PC var usikker, langsom m.v.
Programmet reparerede og slette. Det var rart. Nu var jeg ikke bange for malware m.v.

Der var fejl i registreringsbasen m.v. i alt 681 problemer, men så blev jeg alligevel lidt bange, for jeg brugte den gratis version af programmet. Jeg burde måske for så og så mange dollars opgradere, så endnu flere fejl kunne rettes
.
Nu var jeg lige så glad, men så blev jeg lidt bange igen.

I stedet for at opgradere, så fandt jeg et andet program, der kunne det samme, og så var det jo interessant, om mine PC problemer var væk, men nej.
Det andet program fandt en hel del fejl i registreringsdatabasen m.v. og ville i øvrigt gerne rense maskinen for 8 MB overflødige filer.

Hvilket program skulle jeg så stole på, men nu var maskinen renset to gange og jeg var så igen lidt glad og ikke særlig bange.

Imidlertid fortalte programmet, at jeg burde opgradere til en PRO udgave. Det kostede kun så og så mange dollars. Den udgave ville finde flere fejl og rette i dybden.

Efter at have renset og repareret to gange, så var min PC altså stadig usikker og fyldt med fejl, kunne jeg være bange for.
Mon programmerne bare er et salgstrick og mon de lader som om de finder fejl, der er ligegyldige?
Papirkurven kan jeg jo let tømme selv, og alle de midlertidige filer kan jeg også let slette. Hvad er der så mon tilbage at være bange for.

Jeg besøger ikke mærkelige  hjemmesider, datingsider m.v. Jeg svarer ikke på mails vedr. at jeg er den heldige vinder af et eller andet. Jeg svarer heller ikke på breve, der lover mig store pengebeløb, bare jeg vil hjælpe med at få 20 millioner ud af Nigeria. Jeg er nemlig lidt bange for al den svindel, der findes på nettet.
Skal jeg nu også være bange for at min PC er fyldt med fejl.
Jeg er bange for, at jeg ikke behøver at være bange.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar