torsdag den 7. december 2023

 

Hackere og skatteeksperter.

Nysgerrighed, viden og opfindsomhed har bragt vores samfund mange fremskridt og goder. Den stadige strøm af julekataloger i denne tid demonstrerer tydeligt den materialisme, der omgiver os. Vi elsker alt det nye, der hurtigt bliver et ”must”. Jo, jeg har også lige købt en airfryer.

Temmelig mange af de nye materielle goder er i grunden ganske overflødige, men de er da sjove at have. Et ur skal kunne fortælle, hvad klokken er, men behøver i grunden ikke kunne tælle skridt, betale for varer i supermarkedet, vise mails o.s.v. Det er da interessant, at det kan, men strengt taget overflødigt, og sådan er det med mange af de ting, vi køber.

Nysgerrighed, viden og opfindsomhed findes på mange planer. Med EDB er der næsten uanede muligheder. Oprindelig troede man, at EDB ville gøre mangt og meget lettere, men resultatet er blevet, at meget er blevet mere indviklet og uoverskueligt. De nye ejendomsvurderinger er et ”godt” eksempel. Man har nu brugt ca 4 mis. Kroner på at få et system, der ikke virker, eller virker skævt. Det skal der selvfølgelig rettes op på, så det kræver flere eksperter.

Vores skattesystem har det ikke så godt. Det er blevet mere og mere uigennemsigtigt. Man siger, at ukendskab til loven ikke fritager for ansvar, men kendskab til loven er ikke så ligetil, da loven hele tiden rettes til og udvides. Men der er uheldigvis nogen, der kan.

Der var en gang en skatteekspert, der i TV fortalte, hvordan man undgik at betale skat og som for åben skærm viste sit skattekort, der viste o kr.

Så blev borgerne selvfølgelig forargede. Borgerne blev forargede over eksperten, ikke over systemet.

Eksperten havde blot med viden og opfindsomhed udstillet skattesystemet. Ak ja, det er 50 år siden, og systemet er ikke blevet mere gennemskueligt trods flittig brug af EDB.

Mennesker og lovgivning er ikke ufejlbarlig. Der vil hele tiden i lovgivningen være huller, som få kan finde og udnytte. Nysgerrighed og viden finder hullerne, og de udnyttes.

Lige som hackere finder huller i diverse systemer og udnytter dem til egen vinding, således også med skatteeksperter. Deres viden kan købes og benyttes til at tjene penge. Det er da ikke ulovligt at bruge sin viden og det er ikke ulovligt at sælge rådgivning.

En englænder er lige nu under stor opmærksomhed blevet fængslet i Danmark og forude venter en retssag til vist 4 mia. Kroner.

Jeg ved ikke, om han er skyldig i underslæb eller ej, men han har i alt fald fundet hullerne i osten og udnyttet dem. Han erklærer sig selvfølgelig uskyldig og vil påstå, at han blot har udnyttet loven lige som skatteeksperten for 50 år siden. Måske er det loven, der er den skyldige.

Hackerne finder huller i systemerne og udnytter dem. Det er ikke pænt, men de er vidende, nysgerrige og opfindsomme. Det må man lade dem.

Skatteeksperterne er ligeledes vidende og opfindsomme, og hullerne udnyttes. Det er ikke pænt, men lovligt og forståeligt.

Hvem har mon ansvaret for hullerne?

lørdag den 25. november 2023

 

Overflødige medlemmer.

Politikerne kan selv.

I et demokrati er det vælgerne, der bestemmer, når der er valg til Folketing, regioner og kommuner.

Vælgerforeningerne, ofte benævnt som baglandet, beslutter, hvilke kandidater, der skal opstilles. Vælgerforeningerne bidrager med kontingenter til partiernes drift.

Sådan burde det være. Sådan har det været.

Politikerne på Christiansborg har imidlertid fundet ud af, at der er for få medlemmer til at betale partiernes drift, derfor bevilger de gennem lovgivning penge til sig selv. Mere end 100 mill blot til partistøtte. Hertil yderligere millioner til Gruppestøtte, til ekspertbistand, mandatbeløb m.v.

Politikerne kan selv bestemme størrelsen af disse tilskud. For et par år siden kunne jeg læse et partiregnskab, hvor indtægterne var 100 mill og partimedlemmerne betalte heraf 5 mill.

Når ”et kendt ansigt” fra TV kort før et valg danner sit eget parti, så er ”baglandet” overflødigt, men det er økonomisk en god ide.

Demokratier er således sat ud af kraft. Det gælder også, når ”et kendt ansigt” pludselig bliver minister.

Partimedlemmerne bliver altså delvist overflødige.

Politikerne kan nemlig selv og bevilliger sig selv ”bistandshjælp”

 

Genbrug.

Er det nu en god ide?

Vores kristne opdragelse har indprentet os at være gode, gode mod hinanden, og i øvrigt gøre noget godt.

Der er rigtig mange måder at være god på.  Vi skal være gode mod dyrene. Vi skal også være gode mod naturen, og vi skal da ikke glemme at være gode mod klimaet.

 

En længere artikel i min daglige avis gennemgik forleden tøjproduktion.

For blot at producere et par bukser skal der bruges meget vand, kemikalier o.s.v.

Og der produceres rigtig meget tøj, der i vor velhavende del af verden kasseres uden at være slidt op.  Derfor er man god, eller får en følelse af godhed ved at genbruge.

Mange føler sig ligefrem gode ved at gå dårlig klædt i genbrugstøj.

 

Jeg skal ikke tage stilling til grimt eller pænt.  Det er personlige valg.

Men hvad skete, hvis mange eller alle benyttede sig af genbrug og tøjreparation.

Der ville blive stor arbejdsløshed i de fjerne lande, der fremstiller billigt tøj.  Bomuldsmarker ville blive færre og mange landmænd ville miste indtægter.

 

Aftenshowet, der er DR´s svar på Ekstrabladet, havde forledes besøg af en god mand. Han fortalte om genbrug. Han benyttede sig enten af genbrug eller køb af noget, der kunne holde rigtig længe.

Det var en mand med de p.t rigtige meninger.

Vi fik ikke at vide, hvad han i øvrigt brugte penge på.

I aftenshowet kommer der hver dag et eller andet mere eller pseudoproblem, der så diskuteres af indbudte kendisser afbrudt af sms´er. Denne dag var det altså genbrug, der var til diskussion.

Vi har jo en kedelig tendens til at købe og smide væk. Det er et velstandsproblem. Det er lidt umoralsk og kræver brug af unødige resurser.

Genbrug og reparation er altså en god ide.

Det er især en god ide, hvis man er fattig eller mindre rig, men de meningsdannere, der optræder i TV, hører sjældent til de mindre bemidlede, så deres tale om genbrug kan virke lidt hul. Hvad skal de ”sparede” penge så bruges til?

Opsparing, donationer til fattige børn i Afrika, eller kattens værn? Hvis man køber oksekød, så er man ikke god mod klimaet. Hvis man rejser, så må det helst ikke være med fly. Hvis man kører i bil, så forurener man. Hvis man ryger, så tjener staten kassen.

Men rødvin da? Det kan nydes, men ikke genbruges. Hvis man drikker for meget rødvin, er det ikke sundt.

 

Hvis man virkelig benytter sig af genbrug, undlader at rejse, undlader god mad o.s.v. så vokser formuen i banken, og hvad så? Opsparingen kan ikke genbruges, med mindre den investeres, så der bliver råd til at opfylde diverse ønsker, såsom måske nyt smart tøj, gode bøffer, rejser m.v.

Nyt smart tøj gavner jo de fattige lande, bøfferne gavner landmanden, rejserne gavner de lande, turister søger.

Forbruget holdet hjulene i gang både ude og hjemme. Er det godt eller dårligt.

 

Nye overenskomster betyder som regel lidt mere i løn, så man kan bruge lidt mere. Det kommer der jo ikke mere genbrug ud af.

Personligt kunne jeg godt bruge mere end jeg gør, men så god er jeg ikke.

Jeg sparer lidt op, så der er råd til . .ja til hvad?

 

Måske til rejser, nyt tøj, røde bøffer, ny elbil m.v.

Men jeg optræder heller ikke i Aftenshovet. Jeg er ikke god nok.

 

fredag den 10. november 2023

 

Afgiftsproducenter.

Vi har vænnet os til, at skatter benyttes til økonomisk omfordeling i samfundet. ”Når få har for meget og færre for lidt”. ”De brede skuldre” o.s.v.

Der skal være penge til sygehuse, skoler, social forsorg, veje m.v.

Før kildeskatten blev indført, var skat en betaling hver enkelt udførte, og skattebetalingen blev hver måned et synligt beløb. Efter kildeskattens indførelse koncentrerer man sig mere om, hvad, der netto kommer ind på kontoen. Den stadigt stigende beskatning ”gemmes” så at sige.

Personbeskatningen har nået en smertegrænse, så den synlige trækprocent røres der helst ikke for meget ved.

Man må så gemme skattestigning på anden måde. Der indføres i stedet stadig flere afgifter.

En del afgifter bruges til at adfærdsregulere, og er der noget politikerne gerne vil, er det at adfærdsregulere.

Andre afgifter indføres blot for at øge statens indtægter.

Vi har hørt talrige forklaringer på, at afgifter skal indføres eller reguleres for at adfærdsregulere.  

Øjensynligt ved politikerne bedst, hvad der er godt for folk. De påtager sig gerne ansvaret!

Det er f.eks. usundt at ryge, lige som så meget andet er usundt, men høj beskatning indføres for at få folk til at holde op med at ryge. Den høje beskatning har virket, og folk ryger mindre. Det betyder imidlertid at skatteindtægterne bliver mindre, så det må der gøres noget ved. Det handler nu ikke om folks sundhed men om mistede skatteindtægter fra rygerne.

Manger rygere er så begyndt at ”dampe” i stedet. I de uskadelige e-cigaretter er der mere eller mindre nikotin, og så skal det beskattes. Før var det røgen, der var farlig. Nu er det nikotinen. For at gøre det lidt besværligt indføres forskellige afgifter på e cigaretter. Man skulle jo nødig miste rygernes indtægter.

Vi har hørt, med god grund, om de høje energipriser. Vi hører meget mindre om, hvorfor energipriserne er så høje. Det skyldes diverse afgifter og moms af afgifterne. Når man tanker benzin for 500 kr er ca 250 kr ekstra skat! 

De færreste tænker på energiafgift og c02 afgift  og i øvrigt på moms af afgifterne Elpriserne svinger en del, ved vi, men det gør afgifterne på el ikke. Det er faste afgifter.

Det er derfor lidt hyklerisk, når politikerne kommer med så mange forskellige forklaringer på, hvorfor energipriser er så høje. Det er jo i vid udstrækning deres skyld.

Lige som folks sundhed ligger politikerne kraftigt på sinde, så gør klimaet det også. Og klimaet bruges og misbruges på flere måder som undskyldning for at opkræve ekstra skat. Man benytter udtrykket C02 afgift. Jeg er ikke overbevist om, at skatteopkræverne for alvor tror på, at jordens klima påvirkes af, at vi betaler c02 afgift på benzin og strøm. Nu vil regeringen så lægge ekstra skat på landbruget – af hensyn til klimaet! Hvem kan måle effekten? Det sidste forslag vedr. ekstra skat på flybilletter kaldes også c02 afgift, men indtægterne tænkes brugt på pension! Det har jo intet med klimaet at gøre.

Men noget godt kommer der ud af alle de forskellige skatter. Det giver en mængde administration, så man kan aflønne et stigende antal offentlige ansatte. Det er jo godt for dem.

Arbejdet med de fejlbehæftede ejendomsvurderinger har vist  kostet mere end 4 mia.

Personligt har jeg intet imod at betale skat, for det er en nødvendighed for at holde samfundet i gang.

På det sidste fortæller den nuværende regering, at den vil give skattelettelse på arbejde.

Måske ville det være lettere at fjerne nogle afgifter, men det vil sikkert ikke bringe en række politikere i TV, som kan fortælle, hvor gode, de er.

Tænk hvis elregningen blev lidt mindre eller at benzinprisen faldt. Det vil gavne rigtig mange mennesker. Tænk om politikerne overlod lidt mere ansvar til deres vælgere i stedet for at fortsætte med at producere afgifter.

 

søndag den 29. oktober 2023

 

Overvægtige.

Hvad er det.

I stille stunder kan man undre sig over mange af nutidens pseudoproblemer. Man opstiller noget som et problem, og straks stiller behandlere, kemi industri og politikere op for at løse ”problemet”. Problemet skal helst også lige en tur i fjernsynet, hvor man til lejligheden indbyder såkaldte eksperter, der er gode til at bruge stemmebåndene og klar til at ”hjælpe”.

Tag nu begrebet overvægt. Ikke problemet overvægt.

Overvægt er blot et udtryk for en vægt over det ”normale”, hvad det så er. Det er ikke et problem. Det er en vægt. Baggrunden for folks højere eller lavere vægt skyldes større eller mindre fødeindtag end legemet forbrænder. Hvis man vil tabe sig, spiser man mindre. Hvis man vil tage på i vægt, spiser man mere. Jeg har svært ved at se, at den ene eller anden vægt er et samfundsproblem, et behandlerproblem eller et politisk problem. Lad mig undgå de ekstreme vægtproblemer i den ene eller anden retning.

De generationer, vi står på skuldrene af, har skabt et velhavende samfund, hvor især unge har fået det vanskeligere at finde deres identitet. ”Jeg føler, at jeg er for tyk”. ”Jeg er ikke så pæn som de andre” o.s.v.

Derfor stiller behandlerne op i kø for at hjælpe, hjælpe de unge med opmærksomhed og gerne diagnoser. De stiller hellere en diagnose end de fortæller, at de blot skal spise lidt mere eller mindre.

I det rige samfund søger vi de lette løsninger. ”Spis lidt mere, end du har brug for og kræv så et dyrt slankemiddel med statsstøtte.” Hvis statsstøtten formindskes, så protesterer både producent og forbruger – naturligvis. Det må jo være statens ansvar?

I takt med, at samfundet bliver rigere, flyttes mere og mere personligt ansvar over til at være statens ansvar. Hvor er de politikere, der tør sige sig fri for at fjerne mere og mere af det personlige ansvar?

DET er et problem, ikke et pseudoproblem, så lad dog folk veje lidt mere, hvis de gerne vil. Det er faktisk et personligt ansvar.

 

 

fredag den 29. september 2023

 

CO2

Man får lyst til at sige pjat, når politikerne vil beskatte landbruget yderligere. De kalder det ikke ekstraskat, men CO2 afgift.

Et lidt stigende indhold af CO2 i atmosfæren har i de senere år gjort kloden lidt grønnere, hvilket satellit målinger har vist. Er det ikke ”grøn omstilling”?

Jordens klimaændringer har med eller uden menneskelig indflydelse altid ændret sig. Det må selv troende klimaaktivister vist indrømme.

Hvordan vil man i øvrigt kunne bevise, at ekstra skat på dygtige landmænd påvirker jordens klima.

Lidt mere viden og klimarealisme hos politikerne ville pynte.

Ekstra skat på landbrug er pjat.

mandag den 25. september 2023

 

Bistandshjælp til politikerne.

En demokratisk udfordring.

Fra jeg var 18 år gammel har jeg været medlem af et politisk parti. Vælgerforeningerne sørger for at finde og støtte kandidater til kommuner, regioner og Folketing. Det er en del af demokratiet, at de enkelte borgere bestemmer, hvem der skal repræsentere vælgerne. Det er sundt. Som medlem af en vælgerforening har man indflydelse og medbestemmelse.

Vælgerforeningernes medlemmer gør et stort og frivilligt arbejde i forbindelse med bl.a. valg med økonomisk støtte, plakatopsætning, events o.s.v.

For efterhånden en hel del år siden besluttede folketingets partier, de fleste i alt fald, at indføre partistøtte. Det begyndte med ret små beløb for at støtte partiernes administrative arbejde på Christiansborg, og det har udviklet sig siden.

Vælgerforeningerne, der hidtil havde været den økonomiske støtte for det enkelte parti, fik med de offentlige tilskud til politikerne mindre betydning, og medlemstallene blev mindre. Hvorfor dog betale kontingent til en vælgerforening, når staten betalte?

Det har udviklet sig til, at der gives millioner i tilskud, partistøtte, også til partier, der ikke er repræsenteret i Folketinget, ja sågar til enkeltpersoner som Rasmus Paludan og Klaus Riskær.

De enkelte partier skal lave og offentliggøre deres regnskaber hvert år, så man kan se beløbene.

Der er partistøtte med udgangspunkt i antallet af afgivne stemmer og der er særlig partistøtte til politikerne på Christiansborg til sekretærer, spindoktorer m.v.,så vælgerforeningernes økonomiske bidrag er blevet af beskeden betydning.

I et af partiernes regnskab for et par år siden kunne man se, at partiets indtægter var 52 millioner. Medlemmerne betalte 5 millioner, altså 10%!

Partistøttens 33 kr pr afgiven stemme blev alene til 117 millioner. Hertil kan lægges øvrige støtteordninger.

Vælgerforeningerne, der ofte omtales som baglandet, har altså mindre betydning end tidligere. Det er synd for demokratiet.

Bistandshjælp skal gives til personer, der har brug for samfundets hjælp og støtte. Hvorfor gives så bistandshjælp til politikerne?

Om jeg stadig er medlem af et politisk parti? Det er underordnet.

fredag den 6. april 2018


Politikerne er ikke altid til at stole på, desværre.

Man kan godt være både miljøbevidst og til grin, hvis man stoler på politikerne.

Vi skal nedsætte CO2 udledning så meget som muligt.
Miljøvenlig produktion af el skal derfor fremmes.
Det hører vi ofte.
Politikerne vil gerne fremstå som proaktive, hedder det vist, miljøvenlige og fremme brug af vindmøller, solceller m.v. gennem lovgivning.

Således gav man i 2010 og 2011 husejere mulighed for at opsætte solceller på deres tage.
Solcelleejerne skulle så efterfølgende kun betale for den el, de hentede fra nettet. Var der overproduktion blev der afregnet med 60 øre pr KWt.

I 2011 kostede installation af et solcelleanlæg, der kunne producere hvad der ca svarede til et årsforbrug ca 150.000 kr.
Lovgivningen gjorde, at investeringen på de 150.000 med den daværende rente på ca 5%  kunne forsvares hvis man regnede med en afskrivning over ca 20 år.
Det var, som regeringen ønskede sig, en god måde at mindske CO2 udledningen på.
Personligt overvejede jeg da også, om jeg skulle investere, vel vidende at man ikke altid kan stole på politikerne.
Man kan ikke lovgive med tilbagevirkende kraft, men så kan man finde på noget andet.

Godt nok mindskede solcelleejerne CO2 udledningen, men med nettoafregningen mistede staten samtidig nogle afgifter, for el koster jo ikke ret meget at producere. Det er afgifterne, der gør strømforbrug dyrt.

Jeg ville gerne være miljøvenlig og følge politikernes ønske og etablerede et solcelleanlæg i 2011.
Vilkårene blev hurtigt ændret for nye anlæg i 2012 og frem, og nettoafregningen, der jo var forudsætningen for etablering af solcelleanlæg før 2012, fortsatte – lidt endnu.

I den første tid var det interessant at se den hjemlige elmåler løb den ene vej i gråvejr og den anden vej i solskin, men så en dag blev måleren udskiftet.
Hurtigt viste det sig, at den nye elmåler skulle bruges til at hente nogle afgifter hjem.
Nu skulle man betale:
Spotpris måned
Elabonnement
Nettarif C
Transmissions nettarif
Systemafgift
Balance faktisk forbrug
PSO tarif
Elafgift
Netabo C
Net fast rådighedsbetaling

På grund af en vandskade med efterfølgende brug af affugter vat mit nettostrømforbrug på 487 KWt. I 2017.
Regningen lød på 3.300 kr. eller ca 6,80 kr pr KWt.

Da jeg troede på den lovgivning ,politikerne lavede for bl.a. at være miljøbevidst og mindske CO2 udledningen, investerede jeg ca 150.000.

Nu er jeg både miljøbevidst og – lidt til grin.




mandag den 1. februar 2016

Biblioteker er fortid





Bibliotek betyder bogsamling eller bogdepot.
I flere tusind år har der eksisteret biblioteker, altså steder, hvor man kunne få viden, og vi har heldigvis stadig biblioteker, altså bogsamlinger, skolebiblioteker, folkebiblioteker, universitetsbiblioteker m.v.
Bøger er fortsat kilde til viden, forståelse, underholdning m.v.

Folkebiblioteket blev skabt for at ”folket” kunne få gratis adgang til læsning, til viden, og folkebibliotekerne har haft stor betydning for demokratiets forudsætning: viden, forståelse, kultur.

Men folkebibliotekerne i deres nuværende form har i ret høj grad overlevet sig selv, hvilket bl.a. kan ses af folkebibliotekernes aktiviteter.

Jeg kan og vil ikke kritisere, at bibliotekerne stille og roligt omdefinerer deres berettigelse. Det er forståeligt, at personalet sikrer sin berettigelse i et samfund under hastig ændring.
Diverse aktiviteter skal udadtil vise bibliotekets eksistensberettigelse, så man fortsat kan udvide eksisterende biblioteker og skabe kommunale kultursymboler.

Men det har ikke meget med et bibliotek at gøre. Et bibliotek er en bogsamling, hvor kvalificerede bibliotekarer arbejder med bl.a. vejledning.

Politikkerne vil gerne skabe kulturhuse, så lad os da få kulturhuse men undlad at kalde dem biblioteker, for det er de ikke i deres kerne mere.
Vi kan da også se, at biblioteker kasserer bøger for at give plads til andre aktiviteter end bogudlån!

Mange udlån i bred forstand har i øvrigt også overlevet sig selv.

Er det fortsat en opgave for ”en bogsamling” at udlåne film? Videospil? Musik ? Ugeblade m.v.?

Og hvad med aktiviteterne?
Babycafe og zoneterapi. Det handler vist meget lidt om bøger.
Undervisning i brug af tablets, facebook og apps.
Folkekøkken for børnefamilier!
Byg en ridderborg.
Sommerferieklip
Babysang.

Jeg kunne blive ved.

Hvorfor skal veluddannede, dygtige bibliotekarer bruge deres tid på så meget, der ikke har med bøger, med deres fag at gøre?

Politikerne er selvfølgelig i deres gode ret til at bruge millioner af skattekroner på gratis underholdning af byens borgere og evt. bygge større og bedre rammer for diverse gratis aktiviteter, men så vil jeg bare bede dem om IKKE at kalde det for biblioteker.

Men på trods af streaming af film, musik , e-bøger m.v. bør biblioteker bevares, bemandet med dygtige bibliotekarer, der kan hjælpe og vejlede BOGLÅNERE.

Det er det, man har biblioteker til.

torsdag den 21. januar 2016

Livstråde

Livstråde.

Af forskellig længde.

Urd, Verdande og Skuld sad under Yggdrasil og spandt livstråde. De sørgede også for vand til Yggdrasil, livets træ.
Det er en del af asatroen.

Når vi taler om skæbnen, er det et lidt diffust begreb. Nornerne omtales som skæbnegudinder.

Vi kan trække på smilebåndet af ”skæbnen”, men mon ikke mange alligevel tror lidt på skæbnen. Der må jo være en forklaring på, hvorfor dette og hint sker.
Hvorfor lige ham? Hvorfor ikke lige mig.

Da jeg som lille boede hos min farmor, fortalte hun, at jeg havde en skytsengel. Englen var usynlig, men var hele tiden bag mig og passede på. Det troede jeg selvfølgelig på, og denne skytsengel reddede mig flere gange. Det var jeg overbevist om.

Når man bliver ældre, begynder venner og bekendte at blive syge, at gå bort, og man sidder tilbage og tænker: Hvorfor lige ham eller hende.

Der efterlades lidt tomhed .
Man kommer til at tænke på ”Vort modersmål..” ”segned om på nornens bud”

De ”gamle” kunne trøste sig med, at Skuld var årsagen, tråden var nu en gang ikke længere.

Jeg ved heldigvis ikke, hvor lang min tråd er. Skuld har åbenbart spundet en lidt længere tråd til mig end til så mange andre.
Det kan jo også være, at min barndoms skytsengel stadig passer på.

I dag skinner solen fra en frostblå, klar himmel, og jeg er taknemmelig for endnu en dejlig dag.


lørdag den 16. januar 2016

Billede fra Madeira 2015


En hjælpende hånd



Når nøden er størst…
Vi havde købt et rækkehus på 68 m2. Tidligere ejere havd esyntes, at 68 m2 var for lidt, så de byggede et udestue til huset på 20 m2. Det var ikke håndværksmæssigt det bedste byggeri, jeg har set, men det fungerede og det blev rammen om et kontor, et skriveværksted i forbindelse med vores beskedne virksomhed.
Det var den gang et lille trykkeri bestod af en elektrisk sværteduplikator.
Vi vidste godt, at tilbygningen var ”ulovlig”, men det tænkte vi ikke nærmere over. Vi var glade for at have fået eget hus og glade for de ekstra 20m2.
Det gik godt et stykke tid, men så en dag dukkede borgmesteren op for at meddele, at naboen havde klaget til indenrigsministeriet over den ulovlige tilbygning, så borgmesteren bad os rive tilbygningen ned. Vi skulle dog lige lave en del festsange til ham før vi begyndte nedrivningen.

Jeg er ikke tilhænger af at tale om private ting, når jeg underviser, men det må jeg have gjort, for efter en time kom ”Peters far” og ville høre nærmere. Han boede i nærheden og var en dygtig handyman.
 Vi laver da bare et nyt værelse i stedet for vinterhaven, sagde han.
Når man lige har købt hus og med lodder og trisser havde skrabet de nødvendige kroner sammen til udbetalingen, så lå tanken om byggeri mig fjernt.
”Jeg kommer en af dagene”, sagde han så, men byggematerialerne må du selv betale.
Og så kom Peters far og ret kort tid efter var det lille rækkehus forsynet med et ekstra og lovligt, værelse på ca 6 m2.

Hvordan pokker siger man tak til en Peters far?
En del af takken er i alt fald det positive minde.

En hel del år senere flyttede vi ind i et andet hus et andet sted og diverse venner blev inviteret for at se huset.
”Svend” syntes, at huset var udmærket, men der burde laves en ny indkørsel, en rigtig flisebelagt indkørsel.
Vi havde købt huset i dyre domme og havde faktisk ikke råd til det, så tanken om et større anlægsarbejde, det handlede om ca 100m2, det havde vi ikke råd til.
”Du køber fliser og grus, det kan du få på klods, så kommer jeg  og laver det”
Det var et større arbejde, der omfattede ændring af afløb, afretning m.v.
Men Sven kom og vi blev færdige. Som gammel skolelærer var mit job at gå til hånde.


Hvordan siger man egentlig tak til en Svend.

Verden går under



Det må siges at være en selvfølge. Intet varer evigt.
I alle trosretninger er der historier om jordens undergang.
Det, at det nok sker lidt tidligere end ”beregnet”  eller forventet er menneskenes skyld.

Videnskabeligt kan man fortælle om viden, der falder godt sammen med de gamle beretninger, der var præget af dels naturens magt, dels menneskers ageren.

I fortællingerne om Ragnarok er det naturkatastrofer, som de tre fimbulvintre og den verdensomspændende brand. Sprogforskere har bl.a. oversat ordet Ragnerok  til ”De herskende magters skæbne”

I Johannes evangeliet kan vi læse om Hermageddon, hvor det gode og det onde kæmper.
Men hvad kan videnskaben så egentlig fortælle.?
Der tales meget om Co2, men mindre end overbefolkning. Jeg mener, at det er her det største problem ligger, og den stigende befolkning ødelægger naturens balance.
I fortællingerne om Ragnarok hører vi om fimbulvintre. Vi hører meget om global opvarmning, men den ene katastrofe udelukker ikke den anden.
Hvis golfstrømmen ændrer forløb, måske under indflydelse af den globale opvarmning, så bliver der godt nok koldt i nord. En lille sejltur til nordpolen vil man så kun kunne læse i historiebøgerne.

Vi leder efter vand på Mars, men alt for mange steder på jorden leder man allerede nu efter vand. Moderne videnskab kan bygge afsaltningsanlæg, men de kan ikke følge med i en befolkningsforøgelse på 1million mennesker om dagen.

”Når krybben er tom, så bides hestene”, som man siger. Er mennesker anderledes? Nej, mennesker  er værre.
Når det kommer til noget så simpelt som vand, der er for lidt af, så er der kun krig til at løse problemet.
Sahara har længe bredt sig mod syd og mod nord. Hvor længe er der mon tilstrækkelig med vand i den sydlige del af Spanien?

For 30 år siden troede de fleste, at oliereserverne var ved at udtørre. De er ikke det store problem i dag, men det er vandmangel.

Kombinationen af overbefolkning og vandmangel fører uvægerlig til sultkatastrofer. Millioner af mennesker opretholder livet på grund af massiv fødevarehjælp, men kan det blive ved.

Da jeg som ung lavede forsøg med mus, for at se, hvordan ”naturen” regulerede, var det en øjenåbner. ”Rasmus” og ”Gitte” fik mange børn, når der var mad nok og plads nok.
Da jeg på et tidspunkt ikke længere gav dem mere plads og mere mad, fortsatte de med at formere sig, men det ”humane” forsvandt og selvopholdelsesdriften tog over. Det var ikke et kønt syn at se forældre dræbe og æde deres unger for at overleve.

Ragnarok er nok ikke lige om hjørnet, men kursen er sat. Et par millioner ekstra migranter i Europa giver spændinger, der vokser, men det er kun begyndelsen, desværre.

Det løser ikke problemet med overbefolkning, mangel på vand og lande, der ikke længere kan brødføde sig selv.

Vi må slå os til tåls med, at vi ikke kan løse problemet, som vi med åbne øjne er med til at forøge.
Lidt trøst er der at hente i historierne om Ragnarok. Verden overlever, og en mand og en kvinde overlever og skaber en ny verden fra grunden.


søndag den 10. januar 2016

En suppehøne


Min farmor lavede hønsekødssuppe. Der var grøntsager i og store fedtperler på. Det begyndte med, at vi gik ned i hønsegården, fangede en høne, huggede hovedet af og tog hønen med op i køkkenet.
Den blev skoldet, plukket, svitset og renset.
Som lille syntes jeg det var morsomt at skære kråsen over, se de ikke udviklede æg og i øvrigt få forklaring på lever, hjerte o.s.v.
Jeg lærte meget af min farmor. Hun legede aldrig med mig som lille, men satte mig hele tiden i gang med snart det ene, snart det andet.
En suppehøne. Hønsekødssuppe lavet fra bunden med klare fedtperler på. Det kan jeg lide.

Nu om stunder tager man en frossen and op fra montren i supermarkedet.  Det er let, og hvis børn står i køkkenet, når den tilberedes, lærer de ikke noget.


Vi besøgte nogle forældre, der fortalte, at sønnen lige havde købt et hus, som lå ret tæt ved forældrenes hus. Om vi ikke ville se det? Jo da, gerne, så efter kaffen gik vi en tur for at se sønnen, hans unge kone, huset og deres lille nyfødte.

Vi blev vist rundt, og så, at der i haven var hønsehus med 3 høns.
Vi fik at vide, at hønsene fulgte med huset, og at det unge par gerne ville af med dem.
Og så gik snakken om suppehøner, hjemmelavet hønsekødsuppe med fedtperler o.s.v.

Det er i øvrigt ikke altid let at købe en ordentlig høne. Kyllinger er der mange af i forskellig størrelse, og man  må  tro, efter udbuddet, at kyllingerne aldrig når at blive voksne.
Der står sjældent høne på mærkaten.
Måske tror folk, at hvis det er en høne, altså en fuldvoksen en af slagsen, der ikke længere producerer æg hver dag, så er den ikke til at spise.
Det lykkedes dog forleden at få en suppehøne i et supermarked. En rigtig høne, der skal koge i lang tid for at blive mør og lækker.  men jeg tror, at vi blev snydt, for det var en gammel forvokset dværghøne, viste det sig, da vi kom hjem. Der var ikke meget kød på.
Nå ja, man kan jo ikke forvente så meget, når man løber efter et billigt, meget billigt tilbud.

Men det er svært nu om dage at få en rigtig gammeldags suppehøne. Man må vist ikke købe en sådan hos landmanden. Det er noget med fødevarekontrol, der hindrer almindelige mennesker i at få ordentlige fødevarer. Fødevarer skal jo helst være sterile, smagløse og gennemkontrollerede.
Jeg må dog medgive, at man, hvis man gør sig umage, kan finde en god høne, men så er man til gengæld ved at blive ruineret.

Men jeg kan godt altså godt lide en friskslagtet suppehøne.

”Jamen hvis i ikke vil have hønsene, så vil jeg da gerne”, sagde jeg så. Det blev sønnen tilsyneladende glad for, og så talte vi ikke mere om det.

Et par dage senere stod jeg i et supermarked sammen med min hustru for at købe noget mad, der den dag ikke skulle være kylling eller høne, og så ringede telefonen.
Om det var rigtigt, at jeg ville have et par levende høns? Ja, svarede jeg hurtigt. Du kan komme og hente dem i dag eller i morgen, men husk at tage en økse med.

En halv time senere ankom min hustru og jeg for at indfange og halshugge et par høns.
Min hustru fandt meget hurtigt på noget, hun skulle hjælpe med inde i huset, for hun bryder sig ikke om hovedløse høs, der løber rundt, bløder og basker med vingerne. Den unge hustru fandt hurtigt ud af at den lille skulle skiftes.

Den nybagte husejer og jeg gik så ned i hønsegården.
Jeg var bevæbnet med økse, huggeblok og forklæde.
Da vi nærmede os hønsehuset blev hønsene urolige som de kunne mærke, at timen var nær.
De var svære at fange. Når vi stod i det ene hjørne fløj de hurtigt over i det andet. Der begyndte også at ligge fjer der, hvor vi havde været lige ved at få ordentlig fat.
Det lykkedes at fange en høne, og jeg lod som om jeg vidste besked, tog fat i vingerne og gik hen til blokken.

Man får lidt ondt af sådan en høne, der ligger med hovedet på blokken og stirrer stift på ham med øksen. I et kort øjeblik tænker man på at blive vegetar, men så tænker man på  hønen, der ligger i suppegryden og på de blanke fedtperler.
Den mistede hovedet, og lå absolut ikke stille efter at hovedet var havnet på græsplænen.
Det var lidt lettere med de næste to høns. De var heller ikke lette at fange, men det blev overstået.

Nu ligger der to suppehøns i garagen, og i morgen skal der så skoldes, plukkes, renses o.s.v.
Jeg er sikker på, at min kone, når det er overstået, vil sige:
Næste gang går vi ned i supermarkedet og køber en kontrolleret, frossen stor kylling, og så kalder vi den bare suppehøne, for i virkeligheden er kyllingen nok en høne.

mandag den 19. maj 2014

Fagene er forudsætningen



Fagene er forudsætningen.
Eller tilbage til virkeligheden.

Heldagsskolen er ikke en ny opfindelse. Jeg gik i heldagsskole for 60 år siden og havde bl.a. 8 ugentlige idrætstimer.
Vi havde lærerstøttet lektielæsning hver dag.
Og så havde vi engagerede og dygtige lærere, der brændte for deres fag. Ordet evaluering var vist ikke brugt den gang, men ved årets slutning kom vi til eksamen i samtlige fag.
Det var før  ”68 pædagogikken” havde ændret skolen til det bedre?

Fagene og fagligheden var det vigtigste i undervisningen. Lærernes engagement sikrede, at netop fagligheden bragte os videre på egen hånd. Lærerne var til stede i klassen ved timens begyndelse.
Måske har jeg blot været heldig, at mine forældre valgte netop den skole, men erfaring fra min skolegang har jeg brugt i min videre tilværelse som ”skolemenneske”

Lærerne er gode nok, hvis de får lov at undervise.
I mit liv som ”skolemenneske” har jeg mødt utallige dygtige og engagerede lærere også efter ”68”.
Som ung lærer fik jeg lov til at undervise og undervise meget i et enkelt eller to fag, selv om kolleger begyndte at indføre malede ølkasser med hynder i klasseværelserne, så eleverne kunne hvile, når de havde lyst og lære, når de var parate til at lære. Indlæring var ikke for mange så vigtig som trivsel, hygge og gruppearbejde.
Vi blev tvunget til kurser, hvor vi skulle være sensitive, lave drama, lege ”for at forbedre undervisningen”.
Men der var alligevel mange kolleger, der fortsatte med at formidle fagligt indhold til eleverne Lærerne vil jo gerne undervise. Det er jo det, de er uddannet til.
Langsomt krøb det ”tværfaglige” ind i skolen i form af emneuger, hvor matematiklæreren skulle hjælpe eleverne med at male huse i en negerlandsby og engelsklæreren skulle være en slags formningslærer.
Som ung lærer længtes man efter, at emneugen stoppede og man kunne komme videre med sin undervisning.

Lederen skal lede og vejlede.
Som lærer behøver man oftest ikke megen ledelse, hvis det faglige er i centrum. Men ledelse, pædagogisk ledelse, er nødvendig. Som mennesker er lærere forskellige og mere eller mindre modtagelige for tilrettevisning. I nogen tilfælde er den såkaldte ”metodefrihed” et skalkeskjul for dovenskab.
Matematiklæreren kan vælge at rette elevernes opgaver for på den måde at følge den enkelte elev og justere sin undervisning, eller han kan som ”metode” lade sidemanden rette. Det sparer godt nok tid, men er det den rette metode?
Min erfaring siger mig.
Jeg husker, at en nyuddannet lærer var til ”samtale” på mit kontor for at jeg kunne vejlede ham. Jeg havde dog som lærer og skoleleder lidt mere erfaring end han havde, men under ”vejledningen”, som han ikke var enig med mig i udtalte han pludselig som forsvar, at ”min erfaring siger mig, at ..”
Undervisning er et håndværk, og mesterens opgave er at føre den unge videre fagligt. Bruger han en forkert metode, bliver det påtalt og ændret.


Frikvarter, 20 min.
En time er 60 min. Det ved de fleste. Lærerne har et andet ”ur”. Da man ændrede lektionslængden fra 50 til 45 min var lærerne eller i alt fald fagforeningen tilfreds. Og det handlede da også kun om 5 min.  Bruger man procentregning, skar man imidlertid 10% af undervisningstiden. Men procentdelen af den effektive undervisningstid er højere, fordi ”det tager lidt tid at komme i gang med undervisningen”. Klokken ringer som tegn på, at lektionen er begyndt, men tages som tegn på, at elever og lærere skal begynde at bevæge sig til klasseværelset. Undervisning i 50 min. var en utopi. Det er 45 min. også. Der er mange lærere, der sætter en ære i at være til stede i lokalet, når eleverne kommer, da der på den måde hurtigere kan undervises. Det er på den måde hurtigere at få den fornødne ro, der er forudsætning for opmærksomhed og modtagelighed.  Men der er også mange lærere, der kommer ind i klassen, når eleverne er ankommet og som skal begynde undervisningen med at løse sociale konflikter og få ro.
Undervisning i 45 min. er en utopi.

Deling er ligebehandling.
Som ung lærer arbejdede jeg på en efterskole. Eleverne var lige gamle, men de var ikke lige langt i deres faglige udvikling. Nogle var gode i matematik men ringere i dansk o.s.v. så i stedet for at danne klasser tilfældigt med stor faglig spredning, blev eleverne opdelt i 4 niveauer i de enkelte fag.
Ligebehandling var altså at behandle eleverne forskelligt. Ligebehandling var et hensyn til den enkelte.
Det var i øvrigt også lettere for læreren at undervise, når spredningen i klassen ikke var for stor.
Når de kommende ændringer af folkeskolen begynder efter sommerferien, sikrer man, at spredningen i klasserne bliver større end nu og at det bliver vanskeligere for lærerne at undervise. Det er oven i købet nogen, der påstår, at det er et fremskridt.

Teams hindrer faglighed.
Lærerne vil gerne bestemme selv og undgå for megen ledelse. Ledelsen vil gerne uddelegere ansvar, så man laver selvstyrende lærerteams. Det er en smuk tanke, at få lærere arbejder sammen om en klasse. Det giver tryghed for eleverne, siger man. Rent fagligt betyder det dog, at lærerne i gruppen skal undervise i meget andet end ens fag. Det er, mener jeg, lidt af et paradoks, at man vil fremme fagligheden ved at sørge for, at lærere ikke kan undervise i det eller de fag, vedkommende er uddannet til.

Disciplin.
Disciplin er gennem årene desværre blevet til et negativt begreb. Uro, forstyrrelse af undervisningen, manglende koncentration, m.v. er næppe målet, men et resultat af manglende disciplin.
En elev med baggrund som adfærdsvanskelig spurgte mig en gang om, hvorfor han ikke længere var adfærdsvanskelig. Jeg svarede ikke, men det gjorde en anden elev: ”Det får du ikke lov til”.
Jeg synes, det er disciplin på en god måde.

Hvis man, som man siger, vil højne det faglige niveau i skolen, er det nødvendigt at gå tilbage til fagene, til fagligheden, for fagene er forudsætningen. Et gruppearbejde kan kunne lykkes, hvis de faglige forudsætninger er til stede.

Lærerne vil gerne faglighed. De vil gerne undervise, men den kommende reform gør det ikke lettere, desværre.

fredag den 31. januar 2014

Jeg er bange



Jeg er bange.
Som mange andre tilbringer jeg en del tid ved min PC. Det sker enten fordi, der er noget interessant, jeg gerne vil vide mere om, det sker for at kontrollere og læse den daglige post og det sker, fordi staten kræver, at jeg regelmæssigt skal kontrollere de tre e-postkasser jeg er tvunget til at have.

I hjemmet skal der dagligt gøres rent, støvsuges o.s.v. Min PC skal også rengøres og opdateres regelmæssigt, får man at vide.

Jeg læste så et eller andet sted, at man kunne få et program, der løste problemet med at rengøre, dvs slette og reparere filer på min PC.
Programmet blev installeret, og hurtigt viste det sig så, at min PC var usikker, langsom m.v.
Programmet reparerede og slette. Det var rart. Nu var jeg ikke bange for malware m.v.

Der var fejl i registreringsbasen m.v. i alt 681 problemer, men så blev jeg alligevel lidt bange, for jeg brugte den gratis version af programmet. Jeg burde måske for så og så mange dollars opgradere, så endnu flere fejl kunne rettes
.
Nu var jeg lige så glad, men så blev jeg lidt bange igen.

I stedet for at opgradere, så fandt jeg et andet program, der kunne det samme, og så var det jo interessant, om mine PC problemer var væk, men nej.
Det andet program fandt en hel del fejl i registreringsdatabasen m.v. og ville i øvrigt gerne rense maskinen for 8 MB overflødige filer.

Hvilket program skulle jeg så stole på, men nu var maskinen renset to gange og jeg var så igen lidt glad og ikke særlig bange.

Imidlertid fortalte programmet, at jeg burde opgradere til en PRO udgave. Det kostede kun så og så mange dollars. Den udgave ville finde flere fejl og rette i dybden.

Efter at have renset og repareret to gange, så var min PC altså stadig usikker og fyldt med fejl, kunne jeg være bange for.
Mon programmerne bare er et salgstrick og mon de lader som om de finder fejl, der er ligegyldige?
Papirkurven kan jeg jo let tømme selv, og alle de midlertidige filer kan jeg også let slette. Hvad er der så mon tilbage at være bange for.

Jeg besøger ikke mærkelige  hjemmesider, datingsider m.v. Jeg svarer ikke på mails vedr. at jeg er den heldige vinder af et eller andet. Jeg svarer heller ikke på breve, der lover mig store pengebeløb, bare jeg vil hjælpe med at få 20 millioner ud af Nigeria. Jeg er nemlig lidt bange for al den svindel, der findes på nettet.
Skal jeg nu også være bange for at min PC er fyldt med fejl.
Jeg er bange for, at jeg ikke behøver at være bange.

Hvem har ansvaret



Ansvar eller skyld.
Politikerne har ansvaret, men det er ikke altid deres skyld.

Forleden måtte en minister gå som minister, fordi han havde give forkerte svar til Folketinget. Men det har visit sig, at det ikke var hans skyld. Skylden kan mere eller mindre placeres hos embedsmænd, men det får nok ikke så store konsekvenser.

Når politikeren skal holde en tale, er det ofte embedsmænd, der laver den, medens politikeren blot læser op.

Vi skælder ud på politikerne, når de hele tiden indskrænker vores valgmuligheder eller valgfrihed, men hjemme og nede i EU sidder en mængde dygtige, overbetalte embedsmænd og laver forslag af forskellig art til politikerne.
I mange tilfælde kommer forslagene slet ikke frem til politikerne, for embedsmændene kan skam selv.

Man læser diverse rapporter, phd afhandlinger m.v. og finder på forslag til handlefrihedsbegrænsende bestemmelser. Og vi finder os i det.

Den morsomme eller måske tragikkomiske historie med lakridspiberne kunne udmærket være blevet til virkelighed, hvis forslaget netop ikke havde været så komisk. Men ikke helt så komisk som Haribos lakrids. Hvem har skylden her?

Tobak har været diskuteret til hudløshed. Rygning skal begrænses. Rygere skal blive sat uden for døren, skal de, og samtidig skal vi give tilskud til tobaksdyrkning af hensyn til græske landmænd. Rygning er ikke sundt, men man fortsætter. Der må ikke komme mentolsmag i cigaretter, og når cigaretterne af mange erstattes af e-cigaretter, så skal de også helst forbydes.
Det er noget ganske andet med hash. Det er godt nok ulovligt, men det er en anden historie.

I dag kunne man så læse om kanel. Kanelsnegle  er farlige på grund af kanelen, men kanel ved juletid er dog ikke så farligt at det skal forbydes, altyså ved juletid.

Hvem har ansvaret. Hvem har skylden? Det er måske os selv, der finder os i at blive trukket rundt i manegen.



mandag den 9. april 2012

Dårligt købmandsskab


Lige over grænsen.
Vi sidder og spiser frokost, min hustru og jeg. En beskeden frokost med en øl.
Vi drikker dåseøl, dansk dåseøl uden pant. Det er helt lovligt for vi har købt dåserne i Flensborg og skrevet under på, at vi vil udføre dem til Danmark.

Vi holdt ferie lige nord for grænser, og så kunne vi jo lige så godt købe lidt med hjem, madvarer, øl m.v.
Men det er jo lidt ulogisk, at vi køber dansk kød i Tyskland billigere end dansk kød i Danmark og dansk øl i Tyskland fordi det er billigere end dansk øl i Danmark.
Man skal vist være en del af den nye regering for at kunne se logikken i dette.

Afgifter er adfærdsregulerende, siger man, og det passer. Derfor købte vi nogle rammer dåseøl i Flensborg og sparede 150 kr.

Tænk hvis regeringen havde lidt mere forstand på økonomi og puttede nogle løftede pegefingre i lommen.
Var det egentlig ikke bedre at få en boardershop i Rødby, som Tyskerne kunne købe danske varer i? Eller hvad med grænsekøbmænd i omegnen af Kruså.  Vi ville få indtægter i stedet for udgifter. Vi ville spare CO2, spare benzin og vi ville få lidt flere glade turister.

Vi kender det jo fra turen til Norge, hvor man køber ind hjemmefra, fordi meget er så dyrt i Norge, men det er så deres problem.
Vi er et lille land med store naboer. Vi burde være klogere. Vi burde være bedre købmænd.

En dansk øl skal da vel ikke være billigere i udlandet trods fordyrende transport.
Og man kunne gå flere skridt videre. Lad cigaretterne være billigere end i Norge, Sverige og Tyskland.  Sæt momsen på fødevarer og restauranter ned. Andre lande kan godt håndtere variabel moms.

Dalgas sagde i sin tid: Hvad udad tabes, skal indad vindes.  Økonomisk var det modsatte nok bedre: Hvad der tjenes ude, kan bedre bruges hjemme.





tirsdag den 26. juli 2011

Bistandshjælp og alternativ energi



Miljøbevidst eller egoist?

På mit hustag ligger der, snart, 40m2 solceller, der laver ”gratis” strøm.
Det glæder politikerne, der med den seneste lovændring på området netop tilskynder private til at etablere alternativ energiforsyning.
Det glæder sikkert også producenterne af solpaneler, for nu kan de øge produktionen.
Og selvfølgelig glæder det også den lille private familie, der både sparer samfundet for CO2 og selv sparer penge.
Nu kan det nemlig betale sig at etablere alternativ energi for private.

Med udgangspunkt i en udgift på 140.000 kr forrentet og afdraget over 25 år til en rente på 5% vil det koste lidt under 2 kr pr kw at lade solen producere strøm.
Med den nuværende elpris på ca 2 kr og en forventet stigning fremover ”passer regnestykket”.

Der kan laves mange andre beregninger, men resultatet ændrer ikke meget ved, at de kan ”betale sig”.

Hvis jeg ser nærmere på min elregning, så er prisen på strøm ikke ca 2 kr. Jo, det er det, jeg skal betale, men ca 75% er afgifter, så strømmen koster kun ca 50 øre.
Den alternetive energi koster altså ca 4 gange så meget at producere. Og så kan det jo ikke betale sig. I alt fald ikke for samfundet, der går glip af skatteindtægter.
Når det alligevel kan betale sig at være miljøbevidst, grøn og co2 besparende for den lille familie er det altså fordi jeg får en slags bistandshjælp.

Vindmøller, jordvarme, solceller m.v. eksisterer jo kun i kraft af direkte og indirekte tilskud.
Bistandshjælpen er, mener jeg, nødvendig i en periode for at fremme forskning og produktion, men bistandshjælp skaber samtidig afhængighed af de løbende tilskud og er svær at afskaffe senere. Bistandshjælpen er med til at opbygge en magtfuld pressionsgruppe, der ved selv de mindste ændringer af bistandshjælpen vil tale om tab af arbejdspladser m.v.

Politikerne er i høj grad styret af folkestemning, og det er demokratiets styrke og svaghed.
Vi fyrer med kul for at forsyne afgiftsfri elbiler med ”miljøvenlig” strøm. Ja elbiler får også bistandshjælp.

Hvis man virkelig var miljøbevidst og samtidig ønskede lave energiudgifter, så etablerede man atomkraftværker, en 3-4 i Danmark, men det er ikke politisk muligt, så vi fortsætter med bistandshjælpen, som i sin kerne er en omfordeling af skatterne.

Personligt glæder jeg mig til at få billig strøm fra mine solpaneler – med bistandshjælp, men hvad sker der, når tilstrækkeligt mange får solceller på tagene?
Så mangler politikerne i stigende grad energiindtægter. I begyndelsen øges afgifterne på el, men på et eller andet tidspunkt finder de nok ud af at lægge afgift på de husejere, der producerer strøm selv.

Der vil nok ske det samme som med pensionsopsparing: Bliver den for stor, så beskattes den.
Men lige nu glæder jeg mig på den korte bane, som man siger, over ”gratis” strøm og bistandshjælp.

tirsdag den 26. april 2011

Venstre kan ikke lide fri konkurrence


Venstre kan ikke lide fri konkurrence.
Der var en gang Venstre kaldte sig Danmarks liberale parti. Det er historie. Udtrykket bruges ikke så meget mere.
Medlemsbladet hedder dog Liberalt overblik.

Mobilselskaberne har længe konkurreret kraftigt på tilbud og priser i et voksende marked. Nye mobiltelefoner lanceres næsten dagligt, og det samlede mobilforbrug stiger.
Nye selskaber er dannet for efterfølgende at blive opkøbt af ”de store” og sidst har vi set et lille nyt selskab, der har ”hugget” abonnenter fra ”de store”.

Venstre synes øjensynligt, at det er synd for TDC  m.fl. at konkurrencen er blevet så hård, så det tidligere liberale parti er parat til at godkende 12 måneders binding af brugerne.

Vi ser altså igen et udtryk for frihedstab. Frihedstab for den enkelte borger.

Venstre mener åbenbart, at mobilpriserne er for lave! Konkurrencen selskaberne imellem har jo betydet lavere priser. Fjernes noget af konkurrencen vil priserne stige.
Med en let omskrivning af Poul Henningsens vise:
”Venstre binder os på mund og hånd”
H.Romme