Fagene er forudsætningen

Fagene er forudsætningen.

Eller tilbage til virkeligheden.

Heldagsskolen er ikke en ny opfindelse. Jeg gik i heldagsskole for 60 år siden og havde bl.a. 8 ugentlige idrætstimer.

Vi havde lærerstøttet lektielæsning hver dag.

Og så havde vi engagerede og dygtige lærere, der brændte for deres fag. Ordet evaluering var vist ikke brugt den gang, men ved årets slutning kom vi til eksamen i samtlige fag.

Det var før  ”68 pædagogikken” havde ændret skolen til det bedre?

Fagene og fagligheden var det vigtigste i undervisningen. Lærernes engagement sikrede, at netop fagligheden bragte os videre på egen hånd. Lærerne var til stede i klassen ved timens begyndelse.

Måske har jeg blot været heldig, at mine forældre valgte netop den skole, men erfaring fra min skolegang har jeg brugt i min videre tilværelse som ”skolemenneske”

Lærerne er gode nok, hvis de får lov at undervise.

I mit liv som ”skolemenneske” har jeg mødt utallige dygtige og engagerede lærere også efter ”68”.

Som ung lærer fik jeg lov til at undervise og undervise meget i et enkelt eller to fag, selv om kolleger begyndte at indføre malede ølkasser med hynder i klasseværelserne, så eleverne kunne hvile, når de havde lyst og lære, når de var parate til at lære. Indlæring var ikke for mange så vigtig som trivsel, hygge og gruppearbejde.

Vi blev tvunget til kurser, hvor vi skulle være sensitive, lave drama, lege ”for at forbedre undervisningen”.

Men der var alligevel mange kolleger, der fortsatte med at formidle fagligt indhold til eleverne Lærerne vil jo gerne undervise. Det er jo det, de er uddannet til.

Langsomt krøb det ”tværfaglige” ind i skolen i form af emneuger, hvor matematiklæreren skulle hjælpe eleverne med at male huse i en negerlandsby og engelsklæreren skulle være en slags formningslærer.

Som ung lærer længtes man efter, at emneugen stoppede og man kunne komme videre med sin undervisning.

Lederen skal lede og vejlede.

Som lærer behøver man oftest ikke megen ledelse, hvis det faglige er i centrum. Men ledelse, pædagogisk ledelse, er nødvendig. Som mennesker er lærere forskellige og mere eller mindre modtagelige for tilrettevisning. I nogen tilfælde er den såkaldte ”metodefrihed” et skalkeskjul for dovenskab.

Matematiklæreren kan vælge at rette elevernes opgaver for på den måde at følge den enkelte elev og justere sin undervisning, eller han kan som ”metode” lade sidemanden rette. Det sparer godt nok tid, men er det den rette metode?

Min erfaring siger mig.

Jeg husker, at en nyuddannet lærer var til ”samtale” på mit kontor for at jeg kunne vejlede ham. Jeg havde dog som lærer og skoleleder lidt mere erfaring end han havde, men under ”vejledningen”, som han ikke var enig med mig i udtalte han pludselig som forsvar, at ”min erfaring siger mig, at ..”

Undervisning er et håndværk, og mesterens opgave er at føre den unge videre fagligt. Bruger han en forkert metode, bliver det påtalt og ændret.

Frikvarter, 20 min.

En time er 60 min. Det ved de fleste. Lærerne har et andet ”ur”. Da man ændrede lektionslængden fra 50 til 45 min var lærerne eller i alt fald fagforeningen tilfreds. Og det handlede da også kun om 5 min.  Bruger man procentregning, skar man imidlertid 10% af undervisningstiden. Men procentdelen af den effektive undervisningstid er højere, fordi ”det tager lidt tid at komme i gang med undervisningen”. Klokken ringer som tegn på, at lektionen er begyndt, men tages som tegn på, at elever og lærere skal begynde at bevæge sig til klasseværelset. Undervisning i 50 min. var en utopi. Det er 45 min. også. Der er mange lærere, der sætter en ære i at være til stede i lokalet, når eleverne kommer, da der på den måde hurtigere kan undervises. Det er på den måde hurtigere at få den fornødne ro, der er forudsætning for opmærksomhed og modtagelighed.  Men der er også mange lærere, der kommer ind i klassen, når eleverne er ankommet og som skal begynde undervisningen med at løse sociale konflikter og få ro.

Undervisning i 45 min. er en utopi.

Deling er ligebehandling.

Som ung lærer arbejdede jeg på en efterskole. Eleverne var lige gamle, men de var ikke lige langt i deres faglige udvikling. Nogle var gode i matematik men ringere i dansk o.s.v. så i stedet for at danne klasser tilfældigt med stor faglig spredning, blev eleverne opdelt i 4 niveauer i de enkelte fag.

Ligebehandling var altså at behandle eleverne forskelligt. Ligebehandling var et hensyn til den enkelte.

Det var i øvrigt også lettere for læreren at undervise, når spredningen i klassen ikke var for stor.

Når de kommende ændringer af folkeskolen begynder efter sommerferien, sikrer man, at spredningen i klasserne bliver større end nu og at det bliver vanskeligere for lærerne at undervise. Det er oven i købet nogen, der påstår, at det er et fremskridt.

Teams hindrer faglighed.

Lærerne vil gerne bestemme selv og undgå for megen ledelse. Ledelsen vil gerne uddelegere ansvar, så man laver selvstyrende lærerteams. Det er en smuk tanke, at få lærere arbejder sammen om en klasse. Det giver tryghed for eleverne, siger man. Rent fagligt betyder det dog, at lærerne i gruppen skal undervise i meget andet end ens fag. Det er, mener jeg, lidt af et paradoks, at man vil fremme fagligheden ved at sørge for, at lærere ikke kan undervise i det eller de fag, vedkommende er uddannet til.

Disciplin.

Disciplin er gennem årene desværre blevet til et negativt begreb. Uro, forstyrrelse af undervisningen, manglende koncentration, m.v. er næppe målet, men et resultat af manglende disciplin.

En elev med baggrund som adfærdsvanskelig spurgte mig en gang om, hvorfor han ikke længere var adfærdsvanskelig. Jeg svarede ikke, men det gjorde en anden elev: ”Det får du ikke lov til”.

Jeg synes, det er disciplin på en god måde.

Hvis man, som man siger, vil højne det faglige niveau i skolen, er det nødvendigt at gå tilbage til fagene, til fagligheden, for fagene er forudsætningen. Et gruppearbejde kan kunne lykkes, hvis de faglige forudsætninger er til stede.

Lærerne vil gerne faglighed. De vil gerne undervise, men den kommende reform gør det ikke lettere, desværre.

Jeg er bange

Jeg er bange.

Som mange andre tilbringer jeg en del tid ved min PC. Det sker enten fordi, der er noget interessant, jeg gerne vil vide mere om, det sker for at kontrollere og læse den daglige post og det sker, fordi staten kræver, at jeg regelmæssigt skal kontrollere de tre e-postkasser jeg er tvunget til at have.

I hjemmet skal der dagligt gøres rent, støvsuges o.s.v. Min PC skal også rengøres og opdateres regelmæssigt, får man at vide.

Jeg læste så et eller andet sted, at man kunne få et program, der løste problemet med at rengøre, dvs slette og reparere filer på min PC.

Programmet blev installeret, og hurtigt viste det sig så, at min PC var usikker, langsom m.v.

Programmet reparerede og slette. Det var rart. Nu var jeg ikke bange for malware m.v.

Der var fejl i registreringsbasen m.v. i alt 681 problemer, men så blev jeg alligevel lidt bange, for jeg brugte den gratis version af programmet. Jeg burde måske for så og så mange dollars opgradere, så endnu flere fejl kunne rettes

.

Nu var jeg lige så glad, men så blev jeg lidt bange igen.

I stedet for at opgradere, så fandt jeg et andet program, der kunne det samme, og så var det jo interessant, om mine PC problemer var væk, men nej.

Det andet program fandt en hel del fejl i registreringsdatabasen m.v. og ville i øvrigt gerne rense maskinen for 8 MB overflødige filer.

Hvilket program skulle jeg så stole på, men nu var maskinen renset to gange og jeg var så igen lidt glad og ikke særlig bange.

Imidlertid fortalte programmet, at jeg burde opgradere til en PRO udgave. Det kostede kun så og så mange dollars. Den udgave ville finde flere fejl og rette i dybden.

Efter at have renset og repareret to gange, så var min PC altså stadig usikker og fyldt med fejl, kunne jeg være bange for.

Mon programmerne bare er et salgstrick og mon de lader som om de finder fejl, der er ligegyldige?

Papirkurven kan jeg jo let tømme selv, og alle de midlertidige filer kan jeg også let slette. Hvad er der så mon tilbage at være bange for.

Jeg besøger ikke mærkelige  hjemmesider, datingsider m.v. Jeg svarer ikke på mails vedr. at jeg er den heldige vinder af et eller andet. Jeg svarer heller ikke på breve, der lover mig store pengebeløb, bare jeg vil hjælpe med at få 20 millioner ud af Nigeria. Jeg er nemlig lidt bange for al den svindel, der findes på nettet.

Skal jeg nu også være bange for at min PC er fyldt med fejl.

Jeg er bange for, at jeg ikke behøver at være bange.

Hvem har ansvaret

Ansvar eller skyld.

Politikerne har ansvaret, men det er ikke altid deres skyld.

Forleden måtte en minister gå som minister, fordi han havde give forkerte svar til Folketinget. Men det har visit sig, at det ikke var hans skyld. Skylden kan mere eller mindre placeres hos embedsmænd, men det får nok ikke så store konsekvenser.

Når politikeren skal holde en tale, er det ofte embedsmænd, der laver den, medens politikeren blot læser op.

Vi skælder ud på politikerne, når de hele tiden indskrænker vores valgmuligheder eller valgfrihed, men hjemme og nede i EU sidder en mængde dygtige, overbetalte embedsmænd og laver forslag af forskellig art til politikerne.

I mange tilfælde kommer forslagene slet ikke frem til politikerne, for embedsmændene kan skam selv.

Man læser diverse rapporter, phd afhandlinger m.v. og finder på forslag til handlefrihedsbegrænsende bestemmelser. Og vi finder os i det.

Den morsomme eller måske tragikkomiske historie med lakridspiberne kunne udmærket være blevet til virkelighed, hvis forslaget netop ikke havde været så komisk. Men ikke helt så komisk som Haribos lakrids. Hvem har skylden her?

Tobak har været diskuteret til hudløshed. Rygning skal begrænses. Rygere skal blive sat uden for døren, skal de, og samtidig skal vi give tilskud til tobaksdyrkning af hensyn til græske landmænd. Rygning er ikke sundt, men man fortsætter. Der må ikke komme mentolsmag i cigaretter, og når cigaretterne af mange erstattes af e-cigaretter, så skal de også helst forbydes.

Det er noget ganske andet med hash. Det er godt nok ulovligt, men det er en anden historie.

I dag kunne man så læse om kanel. Kanelsnegle  er farlige på grund af kanelen, men kanel ved juletid er dog ikke så farligt at det skal forbydes, altyså ved juletid.

Hvem har ansvaret. Hvem har skylden? Det er måske os selv, der finder os i at blive trukket rundt i manegen.

Dårligt købmandsskab

Lige over grænsen.

Vi sidder og spiser frokost, min hustru og jeg. En beskeden frokost med en øl.

Vi drikker dåseøl, dansk dåseøl uden pant. Det er helt lovligt for vi har købt dåserne i Flensborg og skrevet under på, at vi vil udføre dem til Danmark.

Vi holdt ferie lige nord for grænser, og så kunne vi jo lige så godt købe lidt med hjem, madvarer, øl m.v.

Men det er jo lidt ulogisk, at vi køber dansk kød i Tyskland billigere end dansk kød i Danmark og dansk øl i Tyskland fordi det er billigere end dansk øl i Danmark.

Man skal vist være en del af den nye regering for at kunne se logikken i dette.

Afgifter er adfærdsregulerende, siger man, og det passer. Derfor købte vi nogle rammer dåseøl i Flensborg og sparede 150 kr.

Tænk hvis regeringen havde lidt mere forstand på økonomi og puttede nogle løftede pegefingre i lommen.

Var det egentlig ikke bedre at få en boardershop i Rødby, som Tyskerne kunne købe danske varer i? Eller hvad med grænsekøbmænd i omegnen af Kruså.  Vi ville få indtægter i stedet for udgifter. Vi ville spare CO2, spare benzin og vi ville få lidt flere glade turister.

Vi kender det jo fra turen til Norge, hvor man køber ind hjemmefra, fordi meget er så dyrt i Norge, men det er så deres problem.

Vi er et lille land med store naboer. Vi burde være klogere. Vi burde være bedre købmænd.

En dansk øl skal da vel ikke være billigere i udlandet trods fordyrende transport.

Og man kunne gå flere skridt videre. Lad cigaretterne være billigere end i Norge, Sverige og Tyskland.  Sæt momsen på fødevarer og restauranter ned. Andre lande kan godt håndtere variabel moms.

Dalgas sagde i sin tid: Hvad udad tabes, skal indad vindes.  Økonomisk var det modsatte nok bedre: Hvad der tjenes ude, kan bedre bruges hjemme.

Bistandshjælp og alternativ energi

Miljøbevidst eller egoist?

På mit hustag ligger der, snart, 40m2 solceller, der laver ”gratis” strøm.

Det glæder politikerne, der med den seneste lovændring på området netop tilskynder private til at etablere alternativ energiforsyning.

Det glæder sikkert også producenterne af solpaneler, for nu kan de øge produktionen.

Og selvfølgelig glæder det også den lille private familie, der både sparer samfundet for CO2 og selv sparer penge.

Nu kan det nemlig betale sig at etablere alternativ energi for private.

Med udgangspunkt i en udgift på 140.000 kr forrentet og afdraget over 25 år til en rente på 5% vil det koste lidt under 2 kr pr kw at lade solen producere strøm.

Med den nuværende elpris på ca 2 kr og en forventet stigning fremover ”passer regnestykket”.

Der kan laves mange andre beregninger, men resultatet ændrer ikke meget ved, at de kan ”betale sig”.

Hvis jeg ser nærmere på min elregning, så er prisen på strøm ikke ca 2 kr. Jo, det er det, jeg skal betale, men ca 75% er afgifter, så strømmen koster kun ca 50 øre.

Den alternetive energi koster altså ca 4 gange så meget at producere. Og så kan det jo ikke betale sig. I alt fald ikke for samfundet, der går glip af skatteindtægter.

Når det alligevel kan betale sig at være miljøbevidst, grøn og co2 besparende for den lille familie er det altså fordi jeg får en slags bistandshjælp.

Vindmøller, jordvarme, solceller m.v. eksisterer jo kun i kraft af direkte og indirekte tilskud.

Bistandshjælpen er, mener jeg, nødvendig i en periode for at fremme forskning og produktion, men bistandshjælp skaber samtidig afhængighed af de løbende tilskud og er svær at afskaffe senere. Bistandshjælpen er med til at opbygge en magtfuld pressionsgruppe, der ved selv de mindste ændringer af bistandshjælpen vil tale om tab af arbejdspladser m.v.

Politikerne er i høj grad styret af folkestemning, og det er demokratiets styrke og svaghed.

Vi fyrer med kul for at forsyne afgiftsfri elbiler med ”miljøvenlig” strøm. Ja elbiler får også bistandshjælp.

Hvis man virkelig var miljøbevidst og samtidig ønskede lave energiudgifter, så etablerede man atomkraftværker, en 3-4 i Danmark, men det er ikke politisk muligt, så vi fortsætter med bistandshjælpen, som i sin kerne er en omfordeling af skatterne.

Personligt glæder jeg mig til at få billig strøm fra mine solpaneler – med bistandshjælp, men hvad sker der, når tilstrækkeligt mange får solceller på tagene?

Så mangler politikerne i stigende grad energiindtægter. I begyndelsen øges afgifterne på el, men på et eller andet tidspunkt finder de nok ud af at lægge afgift på de husejere, der producerer strøm selv.

Der vil nok ske det samme som med pensionsopsparing: Bliver den for stor, så beskattes den.

Men lige nu glæder jeg mig på den korte bane, som man siger, over ”gratis” strøm og bistandshjælp.

Venstre kan ikke lide fri konkurrence

Venstre kan ikke lide fri konkurrence.

Der var en gang Venstre kaldte sig Danmarks liberale parti. Det er historie. Udtrykket bruges ikke så meget mere.

Medlemsbladet hedder dog Liberalt overblik.

Mobilselskaberne har længe konkurreret kraftigt på tilbud og priser i et voksende marked. Nye mobiltelefoner lanceres næsten dagligt, og det samlede mobilforbrug stiger.

Nye selskaber er dannet for efterfølgende at blive opkøbt af ”de store” og sidst har vi set et lille nyt selskab, der har ”hugget” abonnenter fra ”de store”.

Venstre synes øjensynligt, at det er synd for TDC  m.fl. at konkurrencen er blevet så hård, så det tidligere liberale parti er parat til at godkende 12 måneders binding af brugerne.

Vi ser altså igen et udtryk for frihedstab. Frihedstab for den enkelte borger.

Venstre mener åbenbart, at mobilpriserne er for lave! Konkurrencen selskaberne imellem har jo betydet lavere priser. Fjernes noget af konkurrencen vil priserne stige.

Med en let omskrivning af Poul Henningsens vise:

”Venstre binder os på mund og hånd”

H.Romme

Stop for spekulation i ejendomsskat

Jeg er en af de pensionister, der har tjent godt på, at lovgivningen vedr. indefrysning af ejendomsskatter har haft social slagside.

Jeg har lånt til halvdelen af nationalbankens diskonto og investeret til en højere rente i værdipapirer.

Kommunerne har længe mistet mange millioner på denne lovgivning men langt om længe har regeringen så taget sig sammen til at ændre lovgivningen på en socialt afbalanceret måde: Man beholder muligheden for indefrysning, men rentetillæg fratager muligheden for spekulation.

Straks melder interesseorganisationer som Ældresagen og PL sig på banen med kritik.

Det er ynkeligt, at de vil forsvare, at velhavende pensionister burde kunne fortsætte med at score kassen.