Dårligt købmandsskab

Lige over grænsen.

Vi sidder og spiser frokost, min hustru og jeg. En beskeden frokost med en øl.

Vi drikker dåseøl, dansk dåseøl uden pant. Det er helt lovligt for vi har købt dåserne i Flensborg og skrevet under på, at vi vil udføre dem til Danmark.

Vi holdt ferie lige nord for grænser, og så kunne vi jo lige så godt købe lidt med hjem, madvarer, øl m.v.

Men det er jo lidt ulogisk, at vi køber dansk kød i Tyskland billigere end dansk kød i Danmark og dansk øl i Tyskland fordi det er billigere end dansk øl i Danmark.

Man skal vist være en del af den nye regering for at kunne se logikken i dette.

Afgifter er adfærdsregulerende, siger man, og det passer. Derfor købte vi nogle rammer dåseøl i Flensborg og sparede 150 kr.

Tænk hvis regeringen havde lidt mere forstand på økonomi og puttede nogle løftede pegefingre i lommen.

Var det egentlig ikke bedre at få en boardershop i Rødby, som Tyskerne kunne købe danske varer i? Eller hvad med grænsekøbmænd i omegnen af Kruså.  Vi ville få indtægter i stedet for udgifter. Vi ville spare CO2, spare benzin og vi ville få lidt flere glade turister.

Vi kender det jo fra turen til Norge, hvor man køber ind hjemmefra, fordi meget er så dyrt i Norge, men det er så deres problem.

Vi er et lille land med store naboer. Vi burde være klogere. Vi burde være bedre købmænd.

En dansk øl skal da vel ikke være billigere i udlandet trods fordyrende transport.

Og man kunne gå flere skridt videre. Lad cigaretterne være billigere end i Norge, Sverige og Tyskland.  Sæt momsen på fødevarer og restauranter ned. Andre lande kan godt håndtere variabel moms.

Dalgas sagde i sin tid: Hvad udad tabes, skal indad vindes.  Økonomisk var det modsatte nok bedre: Hvad der tjenes ude, kan bedre bruges hjemme.

Bistandshjælp og alternativ energi

Miljøbevidst eller egoist?

På mit hustag ligger der, snart, 40m2 solceller, der laver ”gratis” strøm.

Det glæder politikerne, der med den seneste lovændring på området netop tilskynder private til at etablere alternativ energiforsyning.

Det glæder sikkert også producenterne af solpaneler, for nu kan de øge produktionen.

Og selvfølgelig glæder det også den lille private familie, der både sparer samfundet for CO2 og selv sparer penge.

Nu kan det nemlig betale sig at etablere alternativ energi for private.

Med udgangspunkt i en udgift på 140.000 kr forrentet og afdraget over 25 år til en rente på 5% vil det koste lidt under 2 kr pr kw at lade solen producere strøm.

Med den nuværende elpris på ca 2 kr og en forventet stigning fremover ”passer regnestykket”.

Der kan laves mange andre beregninger, men resultatet ændrer ikke meget ved, at de kan ”betale sig”.

Hvis jeg ser nærmere på min elregning, så er prisen på strøm ikke ca 2 kr. Jo, det er det, jeg skal betale, men ca 75% er afgifter, så strømmen koster kun ca 50 øre.

Den alternetive energi koster altså ca 4 gange så meget at producere. Og så kan det jo ikke betale sig. I alt fald ikke for samfundet, der går glip af skatteindtægter.

Når det alligevel kan betale sig at være miljøbevidst, grøn og co2 besparende for den lille familie er det altså fordi jeg får en slags bistandshjælp.

Vindmøller, jordvarme, solceller m.v. eksisterer jo kun i kraft af direkte og indirekte tilskud.

Bistandshjælpen er, mener jeg, nødvendig i en periode for at fremme forskning og produktion, men bistandshjælp skaber samtidig afhængighed af de løbende tilskud og er svær at afskaffe senere. Bistandshjælpen er med til at opbygge en magtfuld pressionsgruppe, der ved selv de mindste ændringer af bistandshjælpen vil tale om tab af arbejdspladser m.v.

Politikerne er i høj grad styret af folkestemning, og det er demokratiets styrke og svaghed.

Vi fyrer med kul for at forsyne afgiftsfri elbiler med ”miljøvenlig” strøm. Ja elbiler får også bistandshjælp.

Hvis man virkelig var miljøbevidst og samtidig ønskede lave energiudgifter, så etablerede man atomkraftværker, en 3-4 i Danmark, men det er ikke politisk muligt, så vi fortsætter med bistandshjælpen, som i sin kerne er en omfordeling af skatterne.

Personligt glæder jeg mig til at få billig strøm fra mine solpaneler – med bistandshjælp, men hvad sker der, når tilstrækkeligt mange får solceller på tagene?

Så mangler politikerne i stigende grad energiindtægter. I begyndelsen øges afgifterne på el, men på et eller andet tidspunkt finder de nok ud af at lægge afgift på de husejere, der producerer strøm selv.

Der vil nok ske det samme som med pensionsopsparing: Bliver den for stor, så beskattes den.

Men lige nu glæder jeg mig på den korte bane, som man siger, over ”gratis” strøm og bistandshjælp.

Venstre kan ikke lide fri konkurrence

Venstre kan ikke lide fri konkurrence.

Der var en gang Venstre kaldte sig Danmarks liberale parti. Det er historie. Udtrykket bruges ikke så meget mere.

Medlemsbladet hedder dog Liberalt overblik.

Mobilselskaberne har længe konkurreret kraftigt på tilbud og priser i et voksende marked. Nye mobiltelefoner lanceres næsten dagligt, og det samlede mobilforbrug stiger.

Nye selskaber er dannet for efterfølgende at blive opkøbt af ”de store” og sidst har vi set et lille nyt selskab, der har ”hugget” abonnenter fra ”de store”.

Venstre synes øjensynligt, at det er synd for TDC  m.fl. at konkurrencen er blevet så hård, så det tidligere liberale parti er parat til at godkende 12 måneders binding af brugerne.

Vi ser altså igen et udtryk for frihedstab. Frihedstab for den enkelte borger.

Venstre mener åbenbart, at mobilpriserne er for lave! Konkurrencen selskaberne imellem har jo betydet lavere priser. Fjernes noget af konkurrencen vil priserne stige.

Med en let omskrivning af Poul Henningsens vise:

”Venstre binder os på mund og hånd”

H.Romme

Stop for spekulation i ejendomsskat

Jeg er en af de pensionister, der har tjent godt på, at lovgivningen vedr. indefrysning af ejendomsskatter har haft social slagside.

Jeg har lånt til halvdelen af nationalbankens diskonto og investeret til en højere rente i værdipapirer.

Kommunerne har længe mistet mange millioner på denne lovgivning men langt om længe har regeringen så taget sig sammen til at ændre lovgivningen på en socialt afbalanceret måde: Man beholder muligheden for indefrysning, men rentetillæg fratager muligheden for spekulation.

Straks melder interesseorganisationer som Ældresagen og PL sig på banen med kritik.

Det er ynkeligt, at de vil forsvare, at velhavende pensionister burde kunne fortsætte med at score kassen.

Lærerforeningen advarer- igen

Advarsel fra en interesseorganisation.

Danmarks lærerforening er nervøs for, at kommunerne vil opsige arbejdstidsaftalerne. Selvfølgelig.

Selvfølgelig er foreningen nervøs og selvfølgelig har kommunerne fået øjnene op for, at udviklingen med stadig mindre undervisning for stadig flere penge ikke er holdbar i længden.

Det ER nødvendigt at se på, hvorfor folkeskolen er blevet så dyr, som tilfældet er.

Kan man blot øge lærernes undervisningstid fra 38% til 40%, vil det betyde rigtig store besparelser for kommunerne.

Lærerne uddannes til at undervise, så skulle de komme til at undervise blot 2% mere kan man vanskeligt sige, at det går ud over undervisningen.

Lærernes arbejde består ganske vist af meget mere end blot undervisning, så en 2% forøgelse af undervisningstiden vil jo betyde, at mødevirksomhed og andet skal ses efter i sømmene, og det er ikke så galt endda.

Hvis man så samtidig kunne løse op for den stivhed, arbejdsaftalerne indeholder, så vil det ligefrem give større arbejdsglæde både hos lærerne og hos lederne.

Det er ikke mange steder, at detaljeret arbejdstilrettelæggelse skal ske et år i forvejen!

Jeg er tidligere skoleder, har i en del år dels været kommunalbestyrelsesmedlem, og i øvrigt redigeret overenskomsthåndbøger for lærere!

Det er naboen, der skal betale

Det er naboen, der skal betale.

Når den offentlige sektor fortsat vokser, så skyldes det manges ønsker om at lade naboen betale.

Det gælder også sundhedsvæsenet, hvor vi bruger mange penge på raske.

Lægerne er gode til at sikre fortsat vækst, og politikerne er ikke stærke nok til at gå mod disses personlige interesser, der selvfølgelig ikke præsenteres som personlige interesser, men som hensynet til den ene eller anden patientgruppe – også i den ”raske” ende.

Hvis mennesker af en eller anden grund ikke kan få børn, gøres det, som Mads Koch Hansen, formand for lægeforeningen, til en ”sygdom”, en sygdom, der kan behandles og betales af naboen.

Selvfølgelig har jeg medfølelse med disse mennesker, men hvorfor skal barnløshed sidestilles med kræft eller sukkersyge?

Anledningen til, at lægeforeningen blander sig i finanslovsforhandlingerne er blot et enkelt eksempel på, hvorledes det er vanskeligt at styre de offentlige udgifter.

Hvis naboen ikke længere tvinges til at betale for fertilitetsbehandling, så er der en begrundet frygt for, at nogle læger må koncentrere sig om at behandle syge i stedet, - og det er vel egentlig ganske godt.

Eksemplerne er flere:

Hvis en person bliver overvægtig skyldes det meget sjældent sygdom, men læger er hurtige til at komme med en diagnose, syg. Efterfølgende er det så igen naboen, der skal betale for, at personen har spist mere end godt er.

Det offentlige ”sundhedssystem” laver derfor fedmeoperationer, som jo i sin kerne er det offentliges overtagelse af det personlige ansvar.

Strengt taget kommer det hverken naboen eller det offentlige ved, om en person spiser for meget.

Det var måske på tide, på høje tide, at vi måtte sige til folk: I har et ansvar for jeres eget liv.

Lad os hjælpe de syge, de ”raske” skal ikke sygeliggøres.