Hackere og skatteeksperter.

Nysgerrighed, viden og opfindsomhed har bragt vores samfund mange fremskridt og goder. Den stadige strøm af julekataloger i denne tid demonstrerer tydeligt den materialisme, der omgiver os. Vi elsker alt det nye, der hurtigt bliver et ”must”. Jo, jeg har også lige købt en airfryer.

Temmelig mange af de nye materielle goder er i grunden ganske overflødige, men de er da sjove at have. Et ur skal kunne fortælle, hvad klokken er, men behøver i grunden ikke kunne tælle skridt, betale for varer i supermarkedet, vise mails o.s.v. Det er da interessant, at det kan, men strengt taget overflødigt, og sådan er det med mange af de ting, vi køber.

Nysgerrighed, viden og opfindsomhed findes på mange planer. Med EDB er der næsten uanede muligheder. Oprindelig troede man, at EDB ville gøre mangt og meget lettere, men resultatet er blevet, at meget er blevet mere indviklet og uoverskueligt. De nye ejendomsvurderinger er et ”godt” eksempel. Man har nu brugt ca 4 mis. Kroner på at få et system, der ikke virker, eller virker skævt. Det skal der selvfølgelig rettes op på, så det kræver flere eksperter.

Vores skattesystem har det ikke så godt. Det er blevet mere og mere uigennemsigtigt. Man siger, at ukendskab til loven ikke fritager for ansvar, men kendskab til loven er ikke så ligetil, da loven hele tiden rettes til og udvides. Men der er uheldigvis nogen, der kan.

Der var en gang en skatteekspert, der i TV fortalte, hvordan man undgik at betale skat og som for åben skærm viste sit skattekort, der viste o kr.

Så blev borgerne selvfølgelig forargede. Borgerne blev forargede over eksperten, ikke over systemet.

Eksperten havde blot med viden og opfindsomhed udstillet skattesystemet. Ak ja, det er 50 år siden, og systemet er ikke blevet mere gennemskueligt trods flittig brug af EDB.

Mennesker og lovgivning er ikke ufejlbarlig. Der vil hele tiden i lovgivningen være huller, som få kan finde og udnytte. Nysgerrighed og viden finder hullerne, og de udnyttes.

Lige som hackere finder huller i diverse systemer og udnytter dem til egen vinding, således også med skatteeksperter. Deres viden kan købes og benyttes til at tjene penge. Det er da ikke ulovligt at bruge sin viden og det er ikke ulovligt at sælge rådgivning.

En englænder er lige nu under stor opmærksomhed blevet fængslet i Danmark og forude venter en retssag til vist 4 mia. Kroner.

Jeg ved ikke, om han er skyldig i underslæb eller ej, men han har i alt fald fundet hullerne i osten og udnyttet dem. Han erklærer sig selvfølgelig uskyldig og vil påstå, at han blot har udnyttet loven lige som skatteeksperten for 50 år siden. Måske er det loven, der er den skyldige.

Hackerne finder huller i systemerne og udnytter dem. Det er ikke pænt, men de er vidende, nysgerrige og opfindsomme. Det må man lade dem.

Skatteeksperterne er ligeledes vidende og opfindsomme, og hullerne udnyttes. Det er ikke pænt, men lovligt og forståeligt.

Hvem har mon ansvaret for hullerne?

 

Overflødige medlemmer.

Politikerne kan selv.

I et demokrati er det vælgerne, der bestemmer, når der er valg til Folketing, regioner og kommuner.

Vælgerforeningerne, ofte benævnt som baglandet, beslutter, hvilke kandidater, der skal opstilles. Vælgerforeningerne bidrager med kontingenter til partiernes drift.

Sådan burde det være. Sådan har det været.

Politikerne på Christiansborg har imidlertid fundet ud af, at der er for få medlemmer til at betale partiernes drift, derfor bevilger de gennem lovgivning penge til sig selv. Mere end 100 mill blot til partistøtte. Hertil yderligere millioner til Gruppestøtte, til ekspertbistand, mandatbeløb m.v.

Politikerne kan selv bestemme størrelsen af disse tilskud. For et par år siden kunne jeg læse et partiregnskab, hvor indtægterne var 100 mill og partimedlemmerne betalte heraf 5 mill.

Når ”et kendt ansigt” fra TV kort før et valg danner sit eget parti, så er ”baglandet” overflødigt, men det er økonomisk en god ide.

Demokratier er således sat ud af kraft. Det gælder også, når ”et kendt ansigt” pludselig bliver minister.

Partimedlemmerne bliver altså delvist overflødige.

Politikerne kan nemlig selv og bevilliger sig selv ”bistandshjælp”

 

Genbrug.

Er det nu en god ide?

Vores kristne opdragelse har indprentet os at være gode, gode mod hinanden, og i øvrigt gøre noget godt.

Der er rigtig mange måder at være god på.  Vi skal være gode mod dyrene. Vi skal også være gode mod naturen, og vi skal da ikke glemme at være gode mod klimaet.

 

En længere artikel i min daglige avis gennemgik forleden tøjproduktion.

For blot at producere et par bukser skal der bruges meget vand, kemikalier o.s.v.

Og der produceres rigtig meget tøj, der i vor velhavende del af verden kasseres uden at være slidt op.  Derfor er man god, eller får en følelse af godhed ved at genbruge.

Mange føler sig ligefrem gode ved at gå dårlig klædt i genbrugstøj.

 

Jeg skal ikke tage stilling til grimt eller pænt.  Det er personlige valg.

Men hvad skete, hvis mange eller alle benyttede sig af genbrug og tøjreparation.

Der ville blive stor arbejdsløshed i de fjerne lande, der fremstiller billigt tøj.  Bomuldsmarker ville blive færre og mange landmænd ville miste indtægter.

 

Aftenshowet, der er DR´s svar på Ekstrabladet, havde forledes besøg af en god mand. Han fortalte om genbrug. Han benyttede sig enten af genbrug eller køb af noget, der kunne holde rigtig længe.

Det var en mand med de p.t rigtige meninger.

Vi fik ikke at vide, hvad han i øvrigt brugte penge på.

I aftenshowet kommer der hver dag et eller andet mere eller pseudoproblem, der så diskuteres af indbudte kendisser afbrudt af sms´er. Denne dag var det altså genbrug, der var til diskussion.

Vi har jo en kedelig tendens til at købe og smide væk. Det er et velstandsproblem. Det er lidt umoralsk og kræver brug af unødige resurser.

Genbrug og reparation er altså en god ide.

Det er især en god ide, hvis man er fattig eller mindre rig, men de meningsdannere, der optræder i TV, hører sjældent til de mindre bemidlede, så deres tale om genbrug kan virke lidt hul. Hvad skal de ”sparede” penge så bruges til?

Opsparing, donationer til fattige børn i Afrika, eller kattens værn? Hvis man køber oksekød, så er man ikke god mod klimaet. Hvis man rejser, så må det helst ikke være med fly. Hvis man kører i bil, så forurener man. Hvis man ryger, så tjener staten kassen.

Men rødvin da? Det kan nydes, men ikke genbruges. Hvis man drikker for meget rødvin, er det ikke sundt.

 

Hvis man virkelig benytter sig af genbrug, undlader at rejse, undlader god mad o.s.v. så vokser formuen i banken, og hvad så? Opsparingen kan ikke genbruges, med mindre den investeres, så der bliver råd til at opfylde diverse ønsker, såsom måske nyt smart tøj, gode bøffer, rejser m.v.

Nyt smart tøj gavner jo de fattige lande, bøfferne gavner landmanden, rejserne gavner de lande, turister søger.

Forbruget holdet hjulene i gang både ude og hjemme. Er det godt eller dårligt.

 

Nye overenskomster betyder som regel lidt mere i løn, så man kan bruge lidt mere. Det kommer der jo ikke mere genbrug ud af.

Personligt kunne jeg godt bruge mere end jeg gør, men så god er jeg ikke.

Jeg sparer lidt op, så der er råd til . .ja til hvad?

 

Måske til rejser, nyt tøj, røde bøffer, ny elbil m.v.

Men jeg optræder heller ikke i Aftenshovet. Jeg er ikke god nok.

 

 

Afgiftsproducenter.

Vi har vænnet os til, at skatter benyttes til økonomisk omfordeling i samfundet. ”Når få har for meget og færre for lidt”. ”De brede skuldre” o.s.v.

Der skal være penge til sygehuse, skoler, social forsorg, veje m.v.

Før kildeskatten blev indført, var skat en betaling hver enkelt udførte, og skattebetalingen blev hver måned et synligt beløb. Efter kildeskattens indførelse koncentrerer man sig mere om, hvad, der netto kommer ind på kontoen. Den stadigt stigende beskatning ”gemmes” så at sige.

Personbeskatningen har nået en smertegrænse, så den synlige trækprocent røres der helst ikke for meget ved.

Man må så gemme skattestigning på anden måde. Der indføres i stedet stadig flere afgifter.

En del afgifter bruges til at adfærdsregulere, og er der noget politikerne gerne vil, er det at adfærdsregulere.

Andre afgifter indføres blot for at øge statens indtægter.

Vi har hørt talrige forklaringer på, at afgifter skal indføres eller reguleres for at adfærdsregulere.  

Øjensynligt ved politikerne bedst, hvad der er godt for folk. De påtager sig gerne ansvaret!

Det er f.eks. usundt at ryge, lige som så meget andet er usundt, men høj beskatning indføres for at få folk til at holde op med at ryge. Den høje beskatning har virket, og folk ryger mindre. Det betyder imidlertid at skatteindtægterne bliver mindre, så det må der gøres noget ved. Det handler nu ikke om folks sundhed men om mistede skatteindtægter fra rygerne.

Manger rygere er så begyndt at ”dampe” i stedet. I de uskadelige e-cigaretter er der mere eller mindre nikotin, og så skal det beskattes. Før var det røgen, der var farlig. Nu er det nikotinen. For at gøre det lidt besværligt indføres forskellige afgifter på e cigaretter. Man skulle jo nødig miste rygernes indtægter.

Vi har hørt, med god grund, om de høje energipriser. Vi hører meget mindre om, hvorfor energipriserne er så høje. Det skyldes diverse afgifter og moms af afgifterne. Når man tanker benzin for 500 kr er ca 250 kr ekstra skat! 

De færreste tænker på energiafgift og c02 afgift  og i øvrigt på moms af afgifterne Elpriserne svinger en del, ved vi, men det gør afgifterne på el ikke. Det er faste afgifter.

Det er derfor lidt hyklerisk, når politikerne kommer med så mange forskellige forklaringer på, hvorfor energipriser er så høje. Det er jo i vid udstrækning deres skyld.

Lige som folks sundhed ligger politikerne kraftigt på sinde, så gør klimaet det også. Og klimaet bruges og misbruges på flere måder som undskyldning for at opkræve ekstra skat. Man benytter udtrykket C02 afgift. Jeg er ikke overbevist om, at skatteopkræverne for alvor tror på, at jordens klima påvirkes af, at vi betaler c02 afgift på benzin og strøm. Nu vil regeringen så lægge ekstra skat på landbruget – af hensyn til klimaet! Hvem kan måle effekten? Det sidste forslag vedr. ekstra skat på flybilletter kaldes også c02 afgift, men indtægterne tænkes brugt på pension! Det har jo intet med klimaet at gøre.

Men noget godt kommer der ud af alle de forskellige skatter. Det giver en mængde administration, så man kan aflønne et stigende antal offentlige ansatte. Det er jo godt for dem.

Arbejdet med de fejlbehæftede ejendomsvurderinger har vist  kostet mere end 4 mia.

Personligt har jeg intet imod at betale skat, for det er en nødvendighed for at holde samfundet i gang.

På det sidste fortæller den nuværende regering, at den vil give skattelettelse på arbejde.

Måske ville det være lettere at fjerne nogle afgifter, men det vil sikkert ikke bringe en række politikere i TV, som kan fortælle, hvor gode, de er.

Tænk hvis elregningen blev lidt mindre eller at benzinprisen faldt. Det vil gavne rigtig mange mennesker. Tænk om politikerne overlod lidt mere ansvar til deres vælgere i stedet for at fortsætte med at producere afgifter.

 

 

Overvægtige.

Hvad er det.

I stille stunder kan man undre sig over mange af nutidens pseudoproblemer. Man opstiller noget som et problem, og straks stiller behandlere, kemi industri og politikere op for at løse ”problemet”. Problemet skal helst også lige en tur i fjernsynet, hvor man til lejligheden indbyder såkaldte eksperter, der er gode til at bruge stemmebåndene og klar til at ”hjælpe”.

Tag nu begrebet overvægt. Ikke problemet overvægt.

Overvægt er blot et udtryk for en vægt over det ”normale”, hvad det så er. Det er ikke et problem. Det er en vægt. Baggrunden for folks højere eller lavere vægt skyldes større eller mindre fødeindtag end legemet forbrænder. Hvis man vil tabe sig, spiser man mindre. Hvis man vil tage på i vægt, spiser man mere. Jeg har svært ved at se, at den ene eller anden vægt er et samfundsproblem, et behandlerproblem eller et politisk problem. Lad mig undgå de ekstreme vægtproblemer i den ene eller anden retning.

De generationer, vi står på skuldrene af, har skabt et velhavende samfund, hvor især unge har fået det vanskeligere at finde deres identitet. ”Jeg føler, at jeg er for tyk”. ”Jeg er ikke så pæn som de andre” o.s.v.

Derfor stiller behandlerne op i kø for at hjælpe, hjælpe de unge med opmærksomhed og gerne diagnoser. De stiller hellere en diagnose end de fortæller, at de blot skal spise lidt mere eller mindre.

I det rige samfund søger vi de lette løsninger. ”Spis lidt mere, end du har brug for og kræv så et dyrt slankemiddel med statsstøtte.” Hvis statsstøtten formindskes, så protesterer både producent og forbruger – naturligvis. Det må jo være statens ansvar?

I takt med, at samfundet bliver rigere, flyttes mere og mere personligt ansvar over til at være statens ansvar. Hvor er de politikere, der tør sige sig fri for at fjerne mere og mere af det personlige ansvar?

DET er et problem, ikke et pseudoproblem, så lad dog folk veje lidt mere, hvis de gerne vil. Det er faktisk et personligt ansvar.

 

 

 

CO2

Man får lyst til at sige pjat, når politikerne vil beskatte landbruget yderligere. De kalder det ikke ekstraskat, men CO2 afgift.

Et lidt stigende indhold af CO2 i atmosfæren har i de senere år gjort kloden lidt grønnere, hvilket satellit målinger har vist. Er det ikke ”grøn omstilling”?

Jordens klimaændringer har med eller uden menneskelig indflydelse altid ændret sig. Det må selv troende klimaaktivister vist indrømme.

Hvordan vil man i øvrigt kunne bevise, at ekstra skat på dygtige landmænd påvirker jordens klima.

Lidt mere viden og klimarealisme hos politikerne ville pynte.

Ekstra skat på landbrug er pjat.

 

Bistandshjælp til politikerne.

En demokratisk udfordring.

Fra jeg var 18 år gammel har jeg været medlem af et politisk parti. Vælgerforeningerne sørger for at finde og støtte kandidater til kommuner, regioner og Folketing. Det er en del af demokratiet, at de enkelte borgere bestemmer, hvem der skal repræsentere vælgerne. Det er sundt. Som medlem af en vælgerforening har man indflydelse og medbestemmelse.

Vælgerforeningernes medlemmer gør et stort og frivilligt arbejde i forbindelse med bl.a. valg med økonomisk støtte, plakatopsætning, events o.s.v.

For efterhånden en hel del år siden besluttede folketingets partier, de fleste i alt fald, at indføre partistøtte. Det begyndte med ret små beløb for at støtte partiernes administrative arbejde på Christiansborg, og det har udviklet sig siden.

Vælgerforeningerne, der hidtil havde været den økonomiske støtte for det enkelte parti, fik med de offentlige tilskud til politikerne mindre betydning, og medlemstallene blev mindre. Hvorfor dog betale kontingent til en vælgerforening, når staten betalte?

Det har udviklet sig til, at der gives millioner i tilskud, partistøtte, også til partier, der ikke er repræsenteret i Folketinget, ja sågar til enkeltpersoner som Rasmus Paludan og Klaus Riskær.

De enkelte partier skal lave og offentliggøre deres regnskaber hvert år, så man kan se beløbene.

Der er partistøtte med udgangspunkt i antallet af afgivne stemmer og der er særlig partistøtte til politikerne på Christiansborg til sekretærer, spindoktorer m.v.,så vælgerforeningernes økonomiske bidrag er blevet af beskeden betydning.

I et af partiernes regnskab for et par år siden kunne man se, at partiets indtægter var 52 millioner. Medlemmerne betalte 5 millioner, altså 10%!

Partistøttens 33 kr pr afgiven stemme blev alene til 117 millioner. Hertil kan lægges øvrige støtteordninger.

Vælgerforeningerne, der ofte omtales som baglandet, har altså mindre betydning end tidligere. Det er synd for demokratiet.

Bistandshjælp skal gives til personer, der har brug for samfundets hjælp og støtte. Hvorfor gives så bistandshjælp til politikerne?

Om jeg stadig er medlem af et politisk parti? Det er underordnet.